Referater af tidligere debatterT
Hvordan binder musik os sammen?
Er dansk rockmusik som DAD spiller og synger den på engelsk særligt dansk? Rammer ”I Danmark er jeg født” sunget af Isam Bachiri frem for Peter Belli flere på tværs af nationen? Styrker morgensang i danske skoler fællesskabsfølelser? Muligvis skal kvaliteten i dansk musik højnes ved at grave den danske sangskat op. I en tid hvor adgangen til klodens musik er et par klik væk på youtube for den danske håndværker med speciale i jamaicansk reggae. Måske skal håndværket 'fintunes' under produktionen i en tid hvor alt kan laves af én musiker.
Af Kamilla Stoffregen
Fagligt tunge debattører mødte op i Rundetaarn for at diskutere aftenens store spørgsmål: Hvordan binder musik os sammen? For at komme tættere på besvarelsen af spørgsmålet, var det relevant at diskutere hvad dansk musik er, og hvorvidt det danske, såfremt det findes, fremmer sammenhængskraften i samfundet.
Synspunkterne stak i forskellige retninger afhængig af hvem fik eller tog ordet. Den alt omsluttende konsensus der uden tvivl pustede liv i debatten var den realitet: samfundet er så mangfoldigt, fragmenteret og komplekst, at forsøget på at tøjle tendenserne i dansk musik og dens rolle i at binde eller bygge nationen engagerede en hver i panelet, og salen.
Blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks
Rytmisk Center inviterede P1 Studievært Jan Falkentoft til mageløst at moderere debatten og Isam Bachiri til skarpt at slå tonen an med koncert. Isam B sad bagefter i panelet sammen med musikanmelder Klaus Lynggaard, som under debatten opsummerede det ”vanvittige danske” som ”en blanding af storhedsvanvid og mindreværdskompleks”. Mindreværdskomplekset gør, musikken lider under (selvvalgt) pres fra Europa og USA, og Klaus genkender snarere en ”skandinavisk” end dansk tone.
Henrik Marstal, den hurtigt tænkende og talende debattør, underbyggede argumentet om tendensen til at synes musikken er finere i Tyskland og Frankrig. ”Traditionel [dansk] musik minder os om, vi er bønder,” uddybede han og pegede på denne som en 100 årelang måde at tænke på.
Musiksociolog, Eva Fock, mindede klogt om værdien for sammenhængskraften ved at rejse ud i verden, og komme hjem og bruge kulturmangfoldighed på en original måde i musikken.
Projektleder på Spil Dansk Dagen, Ricco Victor, stillede op og fortalte om Spil Dansk Dagens rolle i at slå et slag for dansk musik med omkring 1200 musik arrangementer. Adspurgt om hvordan støttekronerne bag formøbles, svarede Ricco salen, Spil Dansk Dagen ikke kan redde dansk musik, men den samler en svimlende vifte af musik- og kulturorganisationer i at fejre den.
Sange om fædrelandet forener
”Verden er blevet mindre, har vi brug for dansk musik?” både fastslog og spurgte moderator Jan Falkentoft. I forlængelse af spørgsmålet listede han et andet spørgsmål ind, ”er dansk musik en glemt skat?” Også fra salen lød bemærkningen om skattens forsvunden, konkretiseret i højskolens morgensang.
Til det svarede Klaus Lynggaard en anelse nostalgisk, han huskede hvor glad han var for morgensang, hvor lidt han end forstod af teksterne fra de 17. og 18. århundreder. For hvor ellers skulle han kende B.S. Ingemann fra? De fem minutters morgensang var fantastiske: dels musikken, dels fællesskabsfølelsen – og muligheden for at kigge på de smukke piger, han ikke kunne få.
Isam B fremførte sjælefuldt I Danmark er jeg født, ledsaget af en veltunet akustisk guitar spillet af Søren Mikkelsen den torsdag aften i Rundetaarn. Samme sang ifølge Isam rørte ældre mænd til tårer når han sang den. Isam kommenterede videre at vennen og komikeren Omar Marzouk engang havde sagt, ”Hvis Peter Belli sang I Danmark er jeg født, ville jeg være ligeglad.” ”Hvad er det han siger?” var reaktionen imidlertid fra nydanskere der ikke følte sig som danskere, pointerede han.
Morgensang og I Danmark er jeg født er tilsyneladende sange der vækker reaktioner bredt. I bedste fald forener de befolkningsgrupper. Men, som Klaus fremhævede, er det svært at synge med på en fællessang i dansk pop. Kim Larsen, også nævnt i salen, er det vellykkede svar på dansk pop tradition: ”den store fornyer af traditionen” kaldte Klaus ham for.
Danske sange synges bedst på engelsk
Eva Fock talte om besværet med at finde en dansk sang der forener familier, for eksempel, på tværs af generationerne, og det besynderlige valg af en sang fra ”the Sound of Music”. Valgt af hendes 19-årig søn, i anledning af en 15 års fødselsdag i familien.
Henrik Marstal mente spørgsmålet, ”hvad er dansk musik?”, var forældet fordi alting er så fragmenteret. Skulle han alligevel nævne et band der var et godt eksempel på dansk musik var det DAD, som synger på engelsk, men sangene omhandler noget så dansk som anti-helte, strålende eksemplificeret i ”I'm sleeping my day away”.
Tilbage til traditionerne er vejen frem
Fremadrettet og underkastet en kritisk lup, savnede Henrik eksperiment og ”at blive bange”. Han kommenterede skarpt at dansk musik var alt for civil og lød som amerikansk musik, som den blev lavet for 5 år siden. Navne som Rasmus Seebach, Medina, Volbeat og Tina Dickow opremsede han som nogle under kategorien af alt for civil musik. Stod det til Henrik, var det meget mere interessant at trække på dansk musik tradition. Og især hvis dansk musik for alvor skulle have et internationalt gennembrud.
Klaus var en anden der søgte tilbage til traditioner om spørgsmålet til fremtiden for dansk musik af høj kvalitet. Klaus savnede den klassiske opdeling i håndværket, væk fra den nuværende tendens til ”jeg har selv skrevet tekst og musik”. ”Ja, det kan jeg fanme godt høre,” var hans direkte respons på det. Han lagde vægt på, sproget var lige så vigtigt et værktøj som musikken og sangen, og at det derfor skulle beherskes.
I samme ånd påpegede Eva, hvis musikkens kvalitet skulle højnes i fremtiden, måtte børn og unge lære, man ikke laver det hele selv.
Hun opfordrede også til, at lade dem rejse ud for at se noget andet. For det var under rejserne, relationen styrkedes lokalt til dansk musik, og til hinanden igennem musikken.
I modsætning til Klaus’ efterlysning, er Isam en pragt eksemplar på en musiker der laver det hele selv. Samtidigt påskønner han ligesom Klaus, kvalitet og håndværk, men har ikke et Quincy Jones hold bag sig, som Michael Jackson havde.
Til gengæld har Isam rejst ud og sammen med Outlandish lavet et dansk hit, Aisha, som har fået nogen der hørte det i Tyrkiet for første gang til at tro hittet var kopieret fra arabisk til dansk. Med den sjove krølle illustrerede Isam meget fint Evas pointe om at højne musikkens kvalitet lokalt – sangen hittede i Danmark – ved at rejse ud med den, og bevæge nogen der henlededes til at tro, den oprindeligt var arabisk.
Festivaldød
Under temaet ‘Død i musikbranchen – Først festivalerne’ havde godt 100 mennesker fundet vej til Huset i Magstræde til sæsonens første debat. Med P6 Beats Carsten Holm som moderator kastede et kyndigt panel sig ud i at debattere festivalens rolle i Danmark, i dag og i fremtiden. Panelet bestod af Jesper Jensen (Start! Festival), Jeppe Nissen (Live Nation og CopenHell), Anders Sørensen (Ringsted Festival) og som panelets eneste jyske repræsentant, Mads Dahl (Alive Festival).
Non-profit eller kommercielt sigte
Efter en kort statusrunde fra paneldeltagernes festivaler, hvor undskyldningen “regnvejr” blev istemmet fra alle sider, fik et aktivt og kritisk publikum hurtigt drejet debatten over i en spørgetime til de enkelte festivalers grundlag. Her blev det klart, at de fire paneldeltagere var repræsentanter for forskellige tilgange til festivaldrift. Som repræsentant for den kommercielle festival Copenhell var Jeppe Nissen manden med øjet på bundlinien, der kort og godt udtalte:
- Jeg skal have overskud, ellers lukker festivalen.
I den anden ende af skalaen fandt man Mads Dahl fra den 100 % frivilligt-baserede non-profit festival, Alive. Spørgsmålet om afhængigheden af frivillig arbejdskraft eller en økonomisk base, populært omtalt som “den rige onkel”, blev centralt igennem hele debatten. Jesper Jensen udtalte blandt andet, at Start Festivalen sparer på pengene ved at erklære sig afhængig af, at der er nogen, der vil låne dem baggear til scenerne samt udpræget goodwill fra samarbejdspartnere og hårdtarbejdende frivillige. En platform Jeppe Nissen ikke ville kunne bruge på sin festival.
Fremtidens festival
Præmissen om festivalernes død fik både publikum og paneldeltagere op på mærkerne. Det startede en diskussion om festivalens natur og den massive vækst i antallet af festivaler, der er set i Danmark de senere år. Som en person blandt publikum bemærkede:
- I siger, at festivalen er ved at dø, men der er flere festivaler end nogensinde før!
Der blev stillet spørgsmål ved hvilken type festival, der vil være brug for i fremtiden. Flere af paneldeltagerne erklærede sig tilhængere af festivaler med en specifik niche som f.eks Copenhell, men påpegede, at der også kan være brug for at udfylde et lokalt behov og efterspørgsel efter en festival.
- Vi udfylder et behov for en alternativ musikkultur i Thisted, sagde Mads Dahl.
Anders Sørensen fra Ringsted festival tilbyder sin målgruppe – de 25-45-årige fra Ringsted og omegn – en god fest med fokus på det sociale element. Måske er det nogen gange mere end bare musikken, der gør en god festival.
Men har vi brug for de mange festivaler, der i dag eksisterer? Ikke hvis det skal være de samme navne i hver by, mener Mads Dahl, og flere fra publikum var enige. Jeppe Nissen måtte dog påpege, at mange af de mere folkelige festivaler, der huser mange af de samme danske navne kører udemærket, med Skanderborg Festival som det fremmeste eksempel. Start Festivalen tilbyder en platform til musikerne og branchen, og det behov findes stadig, mente Jesper Jensen, men bemærkede på baggrund af et faldende antal besøgende:
-Vi har været gode til musikerne og branchen, men måske ikke så gode til publikum.
Festivalen blev dermed ikke lagt i graven, men det blev konstateret, at det er nødvendigt for festivalerne at profilere sig i et festival-Danmark, der bliver mere og mere broget. Det gælder såvel den lokalt forankrede byfest som produktet til en specifik musikkultur.
Hvorfor er der SÅ mange organisationer i dansk rytmisk musik? xx
Torsdag den 5.maj inviterede Rytmisk Center og Musikparlamentet til debat på Huset i Magstræde. Denne gang med udgangspunkt i de mange foreninger og organisationer i dansk musikliv, og deres berettigelse.
Musiker Michael Møller, der også sad i panelet, åbnede ballet i en dyster musikalsk tone. Akkompagneret af Jacob Bellens (I Got You On Tape mfl.), som en sortromantisk udgave af Keld & Dirch, var de et stolt eksempel på hvorfor branchen i det hele taget, har sin berettigelse.
Uover Michael Møller, sad også Henrik Marstal (musiker, forfatter og debattør) og Troels Christensen (kulturordfører i Venstre) i panelet og bød ind med fordele og ulemper ved at samle de danske musikorganisationer under et tag, som den sidste paneldeltager Elisabet Widlund (CEO i Musiksverige), har været med til at gøre det i Sverige. Aftenens debat blev med kyndig hånd styret af journalist og radiovært Jan Falkentoft (P1Morgen).
Væk med bøvlet
De tre danske paneldeltagere kunne alle se fordelene i et mere samlet dansk musikliv. “Væk med Bøvlet” sagde Troels Christensen tidligt i debatten, som en kraftig opfordring til at en sådan sammenlægning kun kan ske for langsomt. Michael Møller erklærede sig enig, da han som musiker syntes, at de mange organisationer og foreninger hurtigt bliver en jungle af uoverskuelige kontingenter og paragraffer, der kun skaber forvirring og frustrationer.”Der er opfundet for mange dybe tallerkner” tilføjede Henrik Marstal.
Troels Christensen mente at en samlet organisation, vil give branchen en mere slagkraftig stemme på Christiansborg. De forslag og henvendelser han får fra den danske musikbranche stikker i 100 forskellige retninger, hvilket ikke er fordelagtigt for nogen. I den sammenhæng er Musiksverige et drømmeeksempel.
Musiksverige har samlet ni kommercielle organisationer under et, og dermed fundet en måde at finde sammen for at forenkle budskabet. Et fælles budskab som i den grad effektiviserer processerne, sørger for at flere af pengene går til musikerne udenom administrative organer og sørger for at få politikerne i tale, forklarede Elisabet Widlund.
Individualister der bliver til én
En samlet organisation i den danske musikbranche blev også set på med kritiske briller af de tre danske paneldeltagere. Elisabet Widlund udtrykte da også, at der havde været store bekymringer i forbindelse med etableringen af Musiksverige. Især om pengene ville komme til at bestemme for meget og om man kunne få organisationerne til at tænke på den samlede enhed i stedet for dem selv og deres egen økonomi, som de tidligere havde været vant til.
Denne magtkamp, som de havde frygtet i Sverige, var også noget de danske paneldeltagere havde tænkt over. Ville der blive slagsmål i toppen, om hvor mange af pengene der skulle gå til dem selv, og hvor mange der skulle gå til kunsten?
Henrik Marstal udtrykte bekymring for om samarbejdet ville kunne fungere. Om de tidligere uafhængige organisationer ville kunne acceptere at blive nedstemt og om det ville skabe en dårlig arbejdsmoral og i værste fald “ende ud i guerillabevægelser, der vil modarbejde den store organisation, med forkerte historier på de rigtige tidspunkter”.
Michael Møller interesserede sig mere for musikernes situation, end for magtkampe. Hvis musikerne i dag er utilfredse med den ene organisation, kan de flytte deres sager hen til den anden. Men hvis de pludselig er utilfredse med den store organisation, kommer de til at stå på Herrens mark, for så vil der ikke være andre steder at gå hen.
Kulturel Diversitet
Michel Møller udtrykte en frygten for at en samlet organisation ville blive meget centraliseret, tilgodese den samme slags musikere og derved lade den kulturelle diversitet drukne. Grunden til at der findes så mange foreninger og organisationer, er jo det utal af genrer, der er skudt frem op gennem musikhistorien.
I Musiksverige har man intet at gøre med at fremme den kulturelle diversitet, fortalte Elisabet Widlund. Musiksverige har samlet den svenske musikbranche med det formål at finde en mere afbalanceret måde at lave aftaler med musikere og politikere. De tre danskere paneldeltagere var alligevel fokuserede på at et lignende tiltag i danmark også skulle bestræbe sig på at skabe mere diversitet, dog uden at blande sig direkte i udvælgelsen.
Eksport
Alle i panelet var enige om at en samlet organisation ville få størst slagkraft på eksportområdet. Troels Christensen påpegede at ensamlet branche vil stå langt stærkere overfor politikerne, især når det kommer til statslige eksportfremstød. I dag er det altid Vestas og Tulip der nyder godt af dem. “Hvis musikbranchen står sammen vil de have en stærkere røst, og derved endelig få ketchuppen ud af flasken”.
Musiksverige har oplevet præcis det samme i deres korte levetid. Siden de lancerede sig selv i oktober 2010, har de haft et mål om at klarlægge vilkårene for den svenske musikeksport, om hvor i verden svensk musik vil have de bedste, mest stabile og langsigtede vækstmuligheder.
Musikdanmark?
Tilbage står spørgsmålet om tiden er moden til at et Musikdanmark? Henrik Marstal mente ja, for “nu er alle de nordafrikanske diktaturer jo begyndt at falde, så hvorfor ikke også den traditionelle, danske musikbranche?”.
Med en opfordring om at finde et fælles ståsted fra Troels Christensen, et ønske om at nedsætte en styregruppe med forbillede i Musiksverige fra Henrik Marstal og en fælles erkendelse af vigtigheden i at sætte klare grænser og ikke gabe over for meget, fra både Michael Møller og Elisabet Widlund, er låget måske taget af ketchupflasken.
Skal kunst provokere eller være smuk? xx
Teater V. Søndag den 13/3 2011
Der blev blæst fornyet liv i en gammel debat, da Rytmisk Center og Teater V inviterede fem paneldeltagere og et engageret, 100 mand stort publikum til at svare på, hvad kunstens vigtigste funktion er – skal den provokere eller være æstetisk? Udgangspunktet var Jakob Weiss’ teaterstykke om Kristian von Hornsleth, der er god til at stjæle overskrifter men ikke er accepteret af kunstkritikerne. Er manden kunstner eller bare provokatør. Og hvor går grænsen?
Kristian von Hornsleth kom for alvor i mediernes søgelys, da han i 2006 søsatte sit landsby-projekt i Uganda. Projektet gik ud på at få en hel landsby til at tage Hornsleths efternavn til gengæld for en gris. I 2008 gjorde Hornsleth sig igen bemærket, da han solgte aktier til våbenindustrien for at investere afkastet i humanitære projekter. Hornsleths seneste projekt har navnet Deep Storage og kredser om tanken om det evige liv. Ideen er at samle blodprøver og hår fra 5000 mennesker rundt om i verden og gemme dem i en stor Hornsleth-skulptur, der sænkes ned i Marianergraven på bunden af Stillehavet.
De fleste kunstkritikere vender tomlen nedad for Hornsleths projekter, og kunstneren har endnu til gode at blive udstillet på et anerkendt, dansk udstillingssted. Til gengæld er han god til at skabe debat og forargelse og til at samle risikovillige investorer, der vil smide penge efter de ofte ret bekostelige projekter. Og det er Hornsleth – der underskriver sine værker Horn$leth – da også helt bevidst om:
”Jeg overbeviser ikke kunsteksperter men forretningsfolk. Mine projekter er meget instinktive. Det er som at læse en avis og reagere på det. Det er et kald og derefter en forretningsmodel og en livsstil. Jeg vil gerne have, at folk vågner op. For mig er det jeg laver kunst, fordi jeg laver det som kunst, men det er også entertainment.”
Til at give kunstneren med og modspil havde Rytmisk Center og Teater V inviteret dramatikeren Jakob Weis og tre andre folk fra den etablerede kunstverden med til debat i Spinderiet i Valby, hvor dramatikerens stykke Udslet Hornsleth netop nu spiller. Stykket udstiller personen Hornsleth – men i endnu højere grad udstiller den de meget voldsomme og fjendtlige reaktioner som Hornsleths værker har afstedkommet i den danske befolkning, forklarede instruktøren Jakob Weis.
Foruden Hornsleth og Jakob Weiss bestod debatpanelet af Michael Thouber der foruden at være Hornsleths personlige ven også er ekspert i branding af kultur. Af Trine Ross, Magister i Kunsthistorie og kunstanmelder- og skribent på bl.a. Politiken. Og af Mette Sandbye, der er lektor og kunstkritiker samt medlem af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg gennem de seneste fire år.
Enighed om bredt kunstbegreb
Debatten kunne have været en lejlighed til at få bragt provoen Hornsleth på kunstkritikernes skafot, men det stod hurtigt klart, at ingen af deltagerne var synderligt interesseret i at indtage den strenge smagsdommers standpunkt. Heller ikke selvom debattens moderator, tidligere vært på DR Deadline Lene Johansen gjorde sit til at få sat tingene og meningerne på spidsen. De to kvindelige kunstkritikere gjorde i stedet en del ud af at gøre sig til repræsentanter for et meget bredt kunstbegreb.
”Jeg opererer med et meget bredt kunstbegreb. Når nogen siger, at noget er kunst, så er det kunst, men så kan man bagefter diskutere om det er god eller dårlig kunst. For mig kan kunst både være ren æstetisk nydelse eller noget konceptuelt stimulerende med ideer, der sætter tanker i gang. Hornsleth både maler og laver interventionsværker, hvor kunstneren griber ind i verden på forskellig vis. Jeg er ikke begejstret for malerierne, men jeg kan godt lide interventionsdelen, fordi der pirkes til nogle spændende ting”, forklarede Trine Ross.
Og Mette Sandbye, der var på bølgelængde med sin kollega, ville også nødigt diktere, hvad der er kunst og hvad der ikke er:
”Det er en ufrugtbar diskussion at tale om, hvorvidt hundelort på dåse er kunst eller ej. Mit kald er imidlertid at formidle kunst, og jeg synes man bør acceptere, at nogen har en uddannelse og har set rigtig meget kunst og kender meget til kunst og derfor er i stand til at vurdere, hvad der er
god og mindre god kunst. Men kunst i dag er mange ting. Kunst i dag er ikke at stå alene på et værelse og arbejde, det er også networking og evnen til at skaffe midler til gigantiske projekter, sådan som f.eks. Hornsleth gør. Det anerkender jeg.”
Jakob Weis, der står bag stykket om Hornsleth viste sig lidt overraskende at være panelets varmeste fortaler for den kontroversielle kunstner. Og Weis ville gerne give et bud på, hvorfor han mener at Hornsleth er en stor kunstner:
”Jeg synes helt sikkert Hornsleths værker er kunst. Det er tanken bag hans værker, som er kunst.
Jeg synes det er vedkommende og heftigt og det slår et slag hos mig, når jeg ser det, og derfor er det kunst for mig. Det at det bevæger mig, gør det til kunst.”
Kunstneren vigtigere end værket
Michael Thouber, der er ekspert i branding og ven af Hornsleth, roste Jakob Weis’ Hornsleth-forestilling og kom med sit bud på en lille håndfuld kunstværker, som har gjort et stort og uafrysteligt indtryk for ham. Fælles for disse kunstværker er, at han ikke selv har oplevet dem og at det konceptuelle er det bærende og betydningsbærende element. Det er kunst, når det er lavet af kunstnere, hævdede Thouber og forklarede, hvorfor Hornsleths projekter efter hans mening er kunst:
”Hvor mange kender Rembrandt – alle – men hvor mange kender flere end fire af hans
værker? Det er den leg Hornsleth leger, når han brander sig selv. Kunstneren bliver vigtigere end selve værket. Hornsleths samlede værker er interessant - hver enkelt værk for sig er det måske ikke. Kunsten bedømmes af en lukket klub, der mødes til de samme udstillinger og de samme møder, og derfor kan der nemt dannes en eller anden form for konsensus om, hvad der er god kunst og hvad der ikke er. Efter min mening er Hornsleths Uganda-projekt et af de vigtigste værker i nyere danske kunst og der er ubegribeligt for mig, at der ikke er noget stort dansk museum, der har villet udstille det. I Danmark er 375 kunstnere pa livsvarig støtte, men man hører ikke om dem. Til gengæld hører man en hel masse om Hornsleth.”
Hornsleth selv lagde ikke skjul på, at selvpromoveringen spillede en væsentlig rolle i hans samlede projekt som kunstner:
”Jeg har altid syntes, at det er en interessant diskussion om personen eller kunstneren er mere spændende end værkerne, og jeg har valgt at sige: Hvad man ikke har i talent, har man i markedsforing.”
Flere af paneldeltagerne var enige om, at Hornslets mission måske i virkeligheden ville vise sig forfejlet, hvis han en dag blev accepteret og inviteret indenfor i den etablerede og anerkendte kunstverden, og det er heller ikke Kristian von Hornsleths egen ambition:
”Jeg bruger medierne som galleri”, forsikrede han.
En fornem blåstempling er det under alle omstændigheder at få skrevet et stykke ny dramatik omkring sin person. Det er vand på Hornslets Branding-mølle.
Udslet Hornsleth kan opleves til og med 27. marts 2011.
Tilbage til top
Kulturstøtte – sovepude eller katalysator for det danske musikliv? XX
Huset i Magstræde 2. december 2010
Torsdag en 2. december var den danske kulturstøtte på dagsordenen under en til tider ophedet debat, hvor en af konklusionerne var, at der mangler en klarere opdeling mellem støtte til kunstneriske og kommercielle formål.
Torsdag en 2. december indbød Musikparlamentet, i samarbejde med Rytmisk Center og Rytmisk Musikkonservatorium, endnu engang til debat på Huset i Magstræde.
Emnet var den danske kulturstøtte, og aftenen skulle søge at give svar på om Danmarks omfattende støtteordninger til udgivelse, turnévirksomhed, artistudvikling og spillesteder reelt gør dansk musikliv stærkere eller om en mere ”liberal” musikbranche uden støtte i højere grad kan udvikle talenter og sikre bredden.
Panelet bestod af Jesper Nordahl (formand i Spillesteder.dk), Mikael Højris (konsulent hos DMF), Troels Abrahamsen (fra Veto) og Anders Reuter (Producer og freelance-journalist), mens moderatorrollen blev sikkert fyldt ud af Thomas Borre (Adjunkt hos RMC og kommunikationskonsulent i IFPI).
Det gav en polarisering i panelet, hvor de etablerede, Højris og Nordahl, naturligt nok argumenterede for, at de eksisterende ordninger er med til at gøre Danmark til et land, hvor der også er god plads til den smallere del af kulturen, til bredden, mens Nordahl som forventet også pegede på, at de danske spillesteder, trods overbevisende besøgstal, stadig kæmper med budgetterne og ifølge deres brancheorganisation, Spillesteder dk, er decideret underfinansierede.
Den liberale musikbranche
Aftenens debat var udviklet i samarbejde med 1. årgang på konservatoriets Music Management-linje, som ønskede at sætte fokus på ideen om, at statsstøtten samtidig kan være en sovepude, der ikke er med til at skabe vækst, men i stedet blot gives til drift. Her mente panelets anden fløj i form af Anders Reuter, at den danske musikbranche i en vis grad er en osteklokke, hvor der er for meget vanetænkning i forhold til, hvilke navne og genrer, der skal have støtte og hvorfor.
Det gav anledning til diskussioner på tværs af panelet, hvor Troels Abrahamsen hurtigt blev en hovedperson. Hans band Veto er nemlig en del af støtteordningen Den unge elite, hvor landets største talenter kan modtage et støttebeløb i størrelsesordenen 2-400.000 kr. til at lave en karriereplan med det formål at skabe en international karriere.
Her gav Abrahamsen et spændende indblik i, hvilke ret omfattende mange krav, der følger med pengeposen, og afslørede bl.a., at kravene på det nærmeste havde presset Veto i studiet på et tidspunkt, hvor gruppen egentlig ikke følte sig klar til det.
På dette tidspunkt muterede debatten til at handle om eksport, hvor især Anders Reuter gjorde sig til talsmand for, at kulturstøtten i højere grad burde uddeles til mere bæredygtige projekter, eksempelvis de danske popnavne, der nyder efterspørgsel i Danmark g udlandet, men som ikke er en del af Reuters omtalte osteklokke.
Kunst eller eksportpotentiale?
Nis Svoldgård fra Oh No Ono, der sad blandt publikum, og hvis band også er en del af Den unge elite, kom med aftenens måske mest frugtbare kommentar fremadrettet. Han indrømmede, at Oh No Ono næppe kommer til at sælge flere mio. plader i udlandet, og derfor manglede han mere klar kommunikation i forhold til, hvad formålet er for kunststøttens forskellige puljer egentlig er.
Han problematiserede dermed det forhold at Kulturministeriet og herunder Kunststyrelsen og Kunstrådets Musikudvalg i flere sammenhænge sidder med et ansvar, der overlapper forpligtelserne i Music Export Denmark. Et ansvar, der måske i virkeligheden burde placeres i Udenrigsministeriet og under Eksportrådet, så alle kunstneriske forhold i højere grad bliver elimineret i vurderingen af genrer og artisters eksportpotentiale.
Debatten kom vidt omkring og fortsatte ufortrødent i baren efter debatten og aftenens koncert med Thomas Fagerlund (the Kissaway Trail) og Christian Hjelm (Figurines). Mange emner blev berørt, men det blev i sidste endte efterspørgslen efter en klarere opdeling mellem støtte til kommercielle og kunstneriske formål, der lyste klares. Bolden er givet op til nye diskussioner om, hvordan de to områder bedst udvikles.
Tilbage til top
Kunstmuseet som TV station XX
Statens Museum for Kunst 10. november 2010
Kunstinstitutionen som broadcaster
Kunstinstitutionen som broadcaster var det centrale emne for aftenens debat, der blev afholdt på Geologisk Museum i København. Debataftenen var resultatet af et samarbejde mellem filmfestivallen CPH DOX og Statens Museum for Kunst og blev til i et samarbejde med Rytmisk Center.
Internationalt Debatpanel
Flere af paneldeltagerne var kommet langvejsfra for at bidrage til debatten og flere store kulturinstitutioner var repræsenteret, blandt andet Maxime Goguet, som er fransk web-tv-producer for institutioner som Centre Pompidou og Palais de Tokyo in Paris, Tate Modern i London var repræsenteret af Kate Vogel som er producer på Tate Media og Danmark var repræsenteret af Mathilde Schytz Juul, direktør for digital produktion på Statens Museum for Kunst, samt af kunstneren Rasmus Nielsen fra kunstnergruppen Superflex. Moderator var kunstneren Joachim Hamou.
Museet som medieproducent
Kate Vogel starter sin præsentation af arbejdet med Tate Media og hun beskriver hvordan programmet opstod fordi at man fra museets side ofte oplevede at man måtte betale enorme summer for at hyre freelancere udefra til eksempelvis at lave introduktionsfilm til udstillinger, interviews med kunstnere osv. og det blev pludselig relevant for Tate at få en afdeling der netop beskæftigede sig med disse opgaver. Tate Media blev oprettet for 8 år siden.
Mathilde Schytz kan nikke genkendende til behovet for kunstinstitutionens mulighed for at producere egne film og online applikationer og tilføjer at Statens Museum for Kunst netop oprettede programmet SMK Digital for 2 år siden, for at digitalisere museet. Maxime Goguet tilføjer dog at ikke alle kunst og kulturinstitutioner har same muligheder for at have en selvforsynende medieafdeling. Og han fortæller videre at han har arbejdet for flere mindre organisationer hvor filmproduktionen eksempelvis blev overdraget til praktikanter, der måtte benytte sig af deres eget private udstyr til at producere forskelligt materiale. Tate og Statens Museum hører altså til undtagelsen snarer end reglen og mange små organisationer må i følge Goguet, ty til DIY metoden fordi de ikke har de samme økonomiske muligheder som eksempelvis større statslige kunstinstitutioner.
Et nyt publikum?
Vogel beskriver hvordan hendes arbejde med blandt andet film i høj grad går ud på at tale til et nyt publikum som ikke nødvendigvis ville blive draget af den mere traditionelle dokumentar-baserede måde man lavede film om udstillinger førhen. Hendes arbejde handler om at underholde og fortælle historier og hun understreger at produktionerne ikke skal fungere som en erstatning for statens public service kanaler.
På denne måde taler man også til et andet publikum end det traditionelle museums publikum.
Museet som videns-distributør
Snakken om public service kanaler leder moderatoren ind på spørgsmålet om hvorvidt museerne nu har overtaget ansvaret for at distribuere viden om kunst.
Schytzs responderer at hun ikke mener de tager over, for det er netop en af ansvarsområderne for et statsligt museum, at sprede viden om og passion for kunst. Så i stedet for at overtage fungerer de mere som et ekstra indspark.
Hamou stiller derefter et tillægsspørgsmål og funderer over om ikke dette vil være det bedste argument, for en højredrejet regering som den vi har i Danmark lige nu –at nedlægge public service kanalerne. Schytzs afviser endnu engang og påpeger at verden har forandret sig, der findes ikke længere det samme public service monopol som tidligere og hun tilføjer at brugeren er blevet sin egen tilrettelægger som ikke kun vælger een specifik kanal men shopper rundt mellem mange.
Samtidig understreger hun at de har et godt samarbejde med DR og at de netop producerer film og dokumentarer til DRs kanaler. Både Tate og Centre Pompidou har lignende aftaler med public service kanaler.
Broadcasting som udvidelse af museet
Rasmus Nielsen bringer en relevant pointe ind i debatten ved at stille spørgsmålstegn ved museets eksistens og mulighed for fornyelse netop gennem digitalisering og online produktion. I forlængelse heraf fortæller Nielsen om et kunstprojekt han lavede med et Hollandsk historisk museum, som mundede ud i en TV serie som tog udgangspunkt i en virkelig historie fra et af deres værker i samlingen, nemlig dokumentationen af et Portugisisk skib som for 400 år siden var blevet angrebet af hollandske pirater. Skibet blev røvet og alt blev solgt videre og det var nu nogle af disse artefakter som museet havde i deres samling. Det interessante ved projektet var her at et historisk museum blev producent for et TV show og på den måde bragte fornyelse og fortolkning ind i et ellers meget traditionsbundet museum.
Channel Tate
Det er ikke utænkeligt at der i fremtiden vil være mulighed for at et museum som eksempelvis Tate kunne have en TV kanal. Det er dog ikke realistisk i nær fremtid, mener Kate Vogel, da Tate Media endnu ikke har ressourcerne til at producere nok stof til at kunne fylde en hel kanal. De har dog etableret en side på Tates hjemmeside hvor alle de film som produceres i forbindelse med udstillingerne på Tate, ligger til fri afbenyttelse. Her fungerer de som en forlængelse af hvad der foregår inde i selve museet. Maxime Goguet fortæller herefter om et fransk projekt, en slags youtube institution hvor 15 forskellige franske kunstinstitutioner poster forskellige film, talks, live streamings og trailers etc. Hjemmesiden hedder ARTE Live Web og udspringer af den Tyske og Franske TV kanal Arte. Den fungerer altså som en slags broadcasting platform for forskellige kunstinstitutioner.
Vogel fortæller i forlængelse heraf at Tate også er begyndt at bruge mobil telefoner og bluetooth funktion, til at nå deres publikum. Således modtager besøgende på udstillingen information via deres mobil tlf og Tate har samtidig mulighed for at kontakte dem efter de har forladt museet.
At skulle fylde pladsen ud
Rasmus Nielsen fortæller om hvordan han i slut 90’erne med kunstnergruppen Superflex eksperimenterede med at lave et galleri om til TV kanal.
Ideen var at skabe en platform hvor folk havde mulighed for at lave deres egen TV kanal. En af de mest succesfulde kanaler blev produceret i samarbejde med en gruppe af ældre i Liverpool. Grunden til at netop denne TV kanal blev så succesfuld var at projektet blev lavet i samarbejde med en kulturel organisation kaldet Fact. Det specielle var at denne med producent ikke havde et fysisk rum, hvilket betød at deres måde at arbejde på fungerede helt anderledes end hvis samarbejdspartneren havde været et museum eksempelvis. Fordi producenten ikke havde et rum at fylde ud eller en ny udstilling at sætte op, kunne projektet fortsætte uforstyrret. Derfor lykkedes projektet at køre videre i 6-7 år. Andre projekter gik helt galt fordi nye producenter måtte tage over eller helt stoppe projektet på grund af tidspres, deadlines og nye projekter.
Kate Vogel tilføjer at det netop også er hendes bekymring over at skulle være i stand til at fylde en hel TV kanal ud og fylde en hel sendeflade.
Spørgsmål fra publikum
Debatten afrundes med spørgsmål fra publikum og en herre undres over at hvorfor museet og kunstinstitutionen ikke benytter sig af nyttige sociale netværk såsom facebook og twitter. Og Kate Vogel tager hurtigt tråden op og erklærer sig enig med publikummeren. Hun fortæller at det kræver enormt meget af institutionen af være på de sociale netværk, det kræver nærvær og kontinuitet for at publikummer bliver hængende og følger med. Hun nævner et projekt Tate satte i gang for nylig, som netop foregår på facebook og twitter og virkelig har sat nogle fantastiske diskussioner i gang online. Lige nu har initiativet 400.000 tilhængere.
Maxime Goguet tilføjer at der helt klart skal ske en ændring i kunstinstitutionens holdning til sociale netværk og at det handler om at de lærer hvordan man benytter disse netværk.
En anden publikummer opsummerer noget af det der er blevet talt om og er specielt interesseret i hvad kunstinstitutionens rolle kan blive i fremtiden? Rasmus Nielsen fortsætter i samme ånd og taler om at der er to store problematikker som kunstmuseet bør tage op. Den ene er selvfølgelig at opdatere sine kommunikations evner, men som han siger skal det hele ikke bare handle om hvordan man kan skaffe flest publikummer og lave de mest sexede og effektfulde formidlingsstrategier. Det er vigtigt at institutionerne også beskæftiger sig med hvad deres rolle skal være i fremtidig. Hvad er det for en institution vi ønsker museet skal være?
Tilbage til top
Genreclash! XX
Rundetaarn den 28. oktober 2010
Foto: Thue Iversen
Man må godt blive rørt af egne sange
Hvad er en god sang? Det var det centrale spørgsmål, da SPIL DANSK DAGEN, KODA og Rytmisk Center under overskriften Genre-clash inviterede til eksklusiv debat i Rundetårn i anledningen af SPIL DANSK DAGENs 10 års jubilæum.
Allerede på vej op af Rundetårns sneglegang bliver sanserne stimuleret. Unge sangskrivere fra Den Rytmiske Daghøjskole fremfører deres kompositioner og elever fra Scenekunst og DT-danseteater udtrykker sig med kroppen. Talentmasse og lysten til kunstnerisk formidling er stor – det gælder også blandt paneldeltagerne, som i anledning af SPIL DANSK DAGENs 10 års jubilæum
er inviteret til debat i foredragssalen i Europas ældste, fungerende observatorium.
En broget flok i debatpanelet
Og det er en broget flok. En flok der i dagens anledning skal være ambassadører for de meget forskellige genrer, de hver især bevæger og udtrykker sig indenfor. Sangeren Erik Grip som ambassadør for fællessangen, stjerneproducer Chief1 for Rock og pop, guitaristen Michael Stützer for Heavy Metal, sangsmeden Flemming Antony for Dansktoppen, kometen Mike Sheridan for den elektroniske musik samt pianisten og komponisten Maiken Ingvordsen som ambassadør for jazz.
Men først skal der sættes ord på de enkelte genrer, og debattens moderator, Alex Nyborg Madsen giver derfor ordet til seks dagsordenssættende medieprofiler. Journalist og forfatter Georg Metz skal introducere fællessangen, forfatteren Peder Bundgaard præsenterer rock og pop, radioværten Carsten Holm sætter ord på Heavy Metal, kollegaen, Jørgen de Mylius skal tale om dansktop, Lucia Odoom elektronisk musik og genremurens fald og endelig skal Suzanne Brøgger fortælle om jazz.
Fællessang - had vendt til kærlighed
Georg Metz møde med fællesangen var på Frederiksberg gymnasium, fortæller han. Her gemte han sig på drengetoilettet med Mogens Lykketoft. ”For der blev sunget fællessang i en atmosfære af postuleret livsglæde”, mindes Metz lakonisk.
Først langt senere fandt Metz interesse for fællessangen - særligt med henblik på at kaste et kildekritisk syn på den danske sangskat. For Metz ligger der i fællessangen og den fælles danske sangskat en nøgle til national selvforståelse og identitet. Og det er desværre ikke altid nogen køn erkendelse, der ligger gemt bag stroferne, mener Metz.
Men fællessang og sangskat er i sig selv mange ting. Og den udøvende ambassadør for genren, Erik Grip, har et andet blik på genren end Georg Metz, og beskæftiger sig helst med den lyriske og følelsesmæssige den af den.
”En god sang er en sang, der er vedkommende. Der skal som udgangspunkt være en god tekst
og teksten skal være forstået – dvs. fortolket rigtigt. Nogle af Grundtvigs gamle digte er fx fantastiske – her foldes kærlighed og smerte for alvor ud, fortæller Grip – og for at illustrere netop det spiller Grip sin gribende fortolkning af Grundvigs digt ”Til min Marie” ud over anlægget.
En god sang er en, jeg ikke kan holde ud at høre
Mindre smerte men ikke mindre musikalsk. Næste genrer under lup er rock og pop, som Peder Bundgaard, der bl.a. er kendt for at designe pladeomslag får lov til at præsentere. Og forskellen mellem rock og pop skal ikke overvurderes, mener han:
”Forskellen mellem rock og pop kan illustreres gennem en pose slik. De syrlige bolsjer err rock, og den salte lakrids er rock, men pop er den med farverne på. Men forskellen er ikke stor og det klæder ikke rocken at være fin på den. Rocken er jo i forvejen en bastard mellem en sort bomuldsplukker - blues og den hvide malkepige - folkemusik. Jeg vil som Duke Ellington hævde: der er kun to slags musik: god og dårlig. I Danmark har vi aldrig haft mere god musik og flere gode bands end nu.”
Produceren Chief1 har en lidt anden tilgang til, hvad der er god rock og pop – ja, hvad god musik i det hele taget.
”For mig er en god sang en sang, jeg ikke kan holde ud at høre på – fordi jeg ikke selv
har skrevet den, fortæller han og fortsætter.
”Konkurrenceelementet er vigtigt – man kender det med battling inden for hip hop. Til gengæld kan jeg godt misunde de musikere som er fri for kommercielle overvejelser og først og fremmest bare spiller det, de tror på.”
Musik skal provokere og rykke noget hos folk
Den slags findes der mange af inden for heavy metal, en nichegenre der ofte er kendetegnet ved dyrkelsen af forargelse og provokation, af det bizarre og det sataniske, fortæller radioværten Carsten Holm, som introducerer genren med en musikalsk gennemgang af pionererne på heavy scenen. En række af de største kommer fra Storbritannien med Judas Priest, Black Sabbath og Napalm Death i spidsen – men det er også nærliggende for Holm at nævne Hellerup-drengen Lars Ulrich, der tog til USA for at danne Metallica. Der sker dog også meget på hjemmefronten, og selvom talentmassen er stor er det nærliggende for Holm at fremhæve det næsten legendariske danske heavy band Artillery, der har været frontkæmpere på den hjemlige scene.
Ambassadør for genren er netop en af Artillerys frontfigurer, Michael Stützer der vedkender sig sin musikalske arv og ivrigt deler sine minder om koncerter på den anden side af 1980’ernes jerntæppe. Det som kendetegner en god sang, er at den kan gøre noget for og ved publikum , at den rykker noget og sætter sig – sådan som han og bandet bl.a. har oplevet det i det tidligere Sovjetunionen.
”Glæden ved at se og mærke den umiddelbare respons hos publikum, slår alt”, foræller Michael Stützer.
Schlager – en sang er god, når folk kan omkvædet
Samme respons får udøverne af dansktoppen ikke. Men mindre kan også gøre det. Det mener Danmarks Radios Jørgen de Julius, som i et helt menneskeliv har beskæftiget sig med genren.
”Dansktoppen har fået et lidt uretfærdigt dårligt ry. De store kanaler i dag definerer sig selv ved at have en særlig lyd og derfor er der ikke længere mange af den type blandingsprogrammer, der tidligere gav plads til genren. Jeg vil også tilslutte mig Duke Ellingtons påstand, om at der kun findes to slags musik, god og dårlig – og det gælder også inden for dansktop og hitlistemusik. I Danmark har dansktop lidt samme funktion som country i USA, og der er mange dygtige folk inden for begge genrer.”
En af dem, som har formået at gøre genren til en levevej, er komponisten og hitsmeden Flemming Antony, som er vant til at være låst inde på et kontor i ugevis for at kunne producere hitlistemusik.
”Jeg tænker meget på slutbrugeren, og det er vigtigt med de to linjer, som folk husker og det som gør den salgbar og gør at folk vil købe den”, fortæller Antony og fortsætter.
”Men derfor kan sangene godt være personlige. Fx har jeg skrevet en sang til min hund, der legede i haven og jeg blev så rørt at jeg kom til at græde af min egen tekst. Min kone mente, jeg var blevet sindssyg, men både jeg selv og mange andre kan få glæde af de følelser, der er på spil her. For mig er en god sang, en sang som gør mig glad. Men det vigtigste er, at der en god hookline og et omkvæd, som folk kan synge med på.”
Jazzen og den kunstneriske frihed
Mange vil mene, at jazz er så langt fra dansktop som noget kan være – udlægningen af genren er under alle omstændigheder en helt anden, da en af dansk litteraturs førstedamer, Suzanne Brøgger går på scenen for at give en syngende fremførsel af genrens udvikling i udlandet og i Danmark, bl.a. med Raquel Rastenni.
”Jazz er glæde, jazz er sorg, jazz er livsform – jazz er ikke dansk”, er bl.a. Brøggers konklusion. Men følelser er det i hvert fald.
Det mener også den unge ambassadør for genren Maiken Ingvordsen, der bl.a. er kendt for sit samarbejde med Johannes Møllehave. Efter eget udsagn er kommercielle interesser i modsætning til hvad der gælder i dansktoppen holdt helt uden for den kunstneriske proces.
”En god sang er en, der åbner sanser og overrasker, en der er i stand til at hensætte en i et andet rum og formidle følelser videre til andre.”
En knude på genrerne
Sidste genre på dagsordenen er den elektroniske, der i sin natur låner og blander elementer fra næsten alle mulige andre genrer. En hybrid og en brobygger.
Vært på Det elektroniske barometer, Lucia Odoom fremhæver genrens styrker:
”Den elektroniske musik har en fantastisk evne til at formidle musikhistorien ved at låne forskellige genrer, fx jazz. Det kommer bl.a. til udtryk hos det store danske talent, Jesper Ryum, der dyrker genre-clashet. Som her giver god mening at blande jazz - det varme og menneskelige ind i techno – det kølige og maskinelle.”
Et andet stort talent inden for genren er Mike Sheridan, der vægrer sig ved at give et helt præcist svar på, hvad en god sang er.
”En god sang kan være en, der danner et komplet billede eller en kort der danner et flyvsk billede. Ind imellem kan blot titlen på en sang være nok. Selv tager jeg fat i noget i verden omkring mig og forsøger at gøre det nærværende, men musikalsk påvirkning og inspiration til den elektroniske musik kommer mange steder fra - avantgarde, boogie, jazz og meget andet.”
Publikum er dommer
Nogen egentlig debat blev det aldrig til på SPIL DANSK DAGEN, men de 100 fremmødte fik en spændende indførsel i genrer, arbejdsprocesser og holdninger til musikken.
Og så fik de Erik Grips rammende afskedssalut at gå hjem på:
”Uanset genre - det er i mødet med publikum, at man forstår, om det man laver kan bruges til noget.”
Tilbage til top
Debat om frivillighed i musikbranchen XX
Huset i Magstræde den 7. oktober 2010
Kompetent ledelse er vejen til gode frivillige
Af Mark Næstved Nielsen
Hvad er en god frivillig? Sådan lød det første spørgsmål til aftenens debatpanel, og det blev sammen med udfordringen med at kombinere professionalisme med frivillighed blandt de centrale emner ved en livlig debataften arrangeret af Musikparlamentet, Musikzonen og Rytmisk Center i caféen på Huset i Magstræde.
Aftenens debatpanel bestod af Gert Jessen, partner i konsulentfirmaet Wisemind.dk, Johs Bertelsen, formand for Frivilligt Forum, Lars Sloth daglig leder af spillestedet Gimle og Franka Abrahamsen fra det nyopstartede CPH Volunteers, der arbejder med at rekruttere og uddanne frivillige til større arrangementer i Københavns Kommune.
De var sat sammen for at diskutere frivillighed – et emne, der længe har været øverst dagsordenen i langt de fleste områder af musikbranchen, men også i en lang række andre organisationer. EU har gjort 2011 til officielt frivillighedsår, hvilket ikke gjorde debatten mindre relevant.
John Wayne er død
Gert Jessen startede ud med et kort oplæg, hvor han bl.a. fokuserede på ledelse af frivillige. Om dette brugte han metaforen ”John Wayne er død”. Der er ikke længere brug for at lederen står som det eneste fyrtårn. Alle frivillige skal kunne lede og sælge den organisation, som de repræsenterer. Et hint til de frivillige, men også en reminder om, at tiderne og ledelseskulturer ændrer sig.
Lars Sloth var den første på banen, da paneldebatten efterfølgende blev sat i gang. Som svar på moderator Henrik Marstals spørgsmål om den gode frivillige, mente han med udgangspunkt i hans egen daglige gang på Gimle, at en god frivillig er en person med et godt engagement. ”Der er en bestemt ånd,” fortalte Lars Sloth.
Johs Bertelsen var hurtig og svarede, at det afhænger om opgaven. ”Nogle er jo bare ansat til at servere øl og andre skal have visse kompetencer.” Netop spørgsmålet om de frivilliges arbejdsopgaver i forhold til deres kompetencer blev et væsentligt omdrejningspunkt for resten af debatten. En god frivillig er kun god under de rette forudsætninger.
Jagten på de gode frivillige
Til spørgsmålet ”hvordan rekrutteres gode frivillige?,” var Johs Bertelsen, der igennem sin formandspost hos Frivilligt Forum arbejder med frivilligt socialt arbejde, og derfor så noget anderledes på musikbranchen end resten af panelet, først ude og markere sin skepsis overfor, at kommunen erhverver frivillige. Han efterspurgte i den sammenhæng nogle klare spilleregler for et samarbejdet med det offentlige med den begrundelse, ”at de frivillige jo ikke har kompetencer som f. eks. sygeplejersker. De frivillige skal derfor ikke bruges som et besparelsesobjekt”. En kritik, der er væsentlig tage med i forhold til de økonomisk pressede spillesteder.
Gert Jessen svarede mere direkte på spørgsmålet ved at sige, at rammerne helt fundamentalt skal være på plads for at få nogle frivillige, hvilket Franka Abrahamsen var enig i. Hun tilføjede dog også, at ”folk bidrager med de kompetencer de selv har, så rammerne skal også i en vis udstrækning tilpasses de frivillige. Lars Sloth brugte Gimle som eksempel på, at der bare er nogle frivillige der kan klare mere end andre., og fik i samme åndedrag understreget, at han er stor fortaler for at bruge frivillige, også i det offentlige, da det giver en helt speciel gejst.
Og så var det tid til voxpop-film om frivillighed, der understregede pointen med, at arbejdet skal være motiverende og under de rette rammer, men også, at man måske kunne få flere unge til at arbejde frivilligt gennem en mere målrette oplysningsindsats.
Er det lederens ansvar?
Men hvad med de usynlige grænser til det professionelle arbejde, når de frivilliges arbejde overhovedet op på et professionelt niveau? Lars Sloth rystede på hovedet og mente, at bare fordi man får løn behøver man ikke være bedst. ”Man må finde niveauet. Det giver jo udfordringer kun at besætte med frivillige.” Franka tilføjede, at det jo handlede om en forventningsafstemning og drejede i den anledning fokus hen på dem, der skal lede de frivillige. ”Der bliver ikke stillet krav til, at de kan arbejde med frivillige.” Franka Abrahamsen mente, det er afgørende at stille større krav til de personer og sikre, at deres ledelses- og kommunikationsevner udvikles. ”Hvis du har tiden og uddannelsen, så kan du også få andre frivillige til at handle optimalt.”
Johs Bertelsen mente, at det handler om ”kan- og skal-opgaver”. Hvad kan laves og hvad skal laves? Det er ikke et enten-eller.
I samme tråd blev der spurgt fra salen, hvor man så skal finde pengene til at uddanne folk og få bedre ledere? Her gjorde Franka Abrahamsens opmærksom på, at det netop er én af de udfordringer, CPH Volunteers er med til at løse. Gert Jessen supplerede ved at fortælle, at der er et væld af gratis uddannelser som de økonomisk trængte spillesteder kunne gøre brug af.
Skal frivillige løse spillestedskrisen?
Tilbage stod spørgsmålet om hvorvidt man med frivillig arbejdskraft er med til at støtte en egentlig underfinansiering – det spørgsmål, Johs Bertelsen implicit stillede tidligere på aftenen. Her stod det klart, at spillestederne oplever en økonomisk underfinansiering, der gør frivillighed nødvendigt - på godt og ondt. Lars Sloth vurderede, ”at var der ikke frivillighed så var der rigtig mange byer som Roskilde, der ikke havde et spillested.” Men samtidig ville han ikke på nogen måde undvære de godt 60 frivillige på Gimle og deres helt specielle engagement, og generelt var der enighed om, at man reelt ikke kan sammenligne frivilligt og lønnet arbejde. Lars Sloth talte om en bestem ånd, Franka Abrahamsen gik så langt som til at sige, ”at frivilligt arbejde er noget hvor man ikke gør noget for sig selv men for andre.”
Om det altid er tilfældet er svært at vurdere, men fælles for aftenens panel var begejstringen for frivilligt arbejde som en del af dansk kultur. Her er nøgleordene motivation gennem fællesskab og identitet, hvis man vil rekruttere frivillige. Og så stod det klart, at de frivillige har brug for mere information om, hvor, hvordan og hvorfor man skal være frivillig, mens lederne af de frivillige mangler efteruddannelse.
Aftenen blev afsluttet med koncerter med Billow og Stærosaurus, ligesom Penny Police inden kampstart mindede om, at det handler om musik. Tilbage var kun at rydde op i caféen på Huset i Magstræde - der var der heldigvis god hjælp til fra flere af Husets frivillige kræfter.
Debat om frivillighed på Huset i Magstræde, København den 7. Oktober 2010, arrangeret af Musikparlamentet, Musikzonen og Rytmisk Center. I debatpanelet: Franka Abrahamsen (CPH Volunteers), Lars Sloth (Spillestedet Gimle), Johs Bertelsen (Frivilligt forum) og Gert Jessen (Wisemind.dk). Moderator: Henrik Marstal.
Links
Musikparlamentet: http://www.musikparlamentet.dk/
Musikzonen: http://musikzone.dk/
Rytmisk Center: http://www.rytmiskcenter.dk/
Voxpop-film: http://vimeo.com/15627807
CPH Volunteers: http://www.cphvolunteers.dk/
Wisemind: http://www.wisemind.dk/
Frivilligt Forum: http://www.frivilligtforum.dk/
Gimle: http://www.gimle.dk/
Nye græsgange for dansk Jazz xx
Debat om jazzen, det nye medieforlig og fremtiden
Borups Højskole den 4. juli 2010
Jazzen har brug for flere gode vinduer
Det nye medieforlig betyder, at P2 bliver slået sammen med P1, og dermed mister jazzelskerne den eneste kanal på FM-båndet med live-koncerter og værter, der ved hvad de taler om. Hvilke muligheder har dansk jazz i fremtidens mediebillede, og hvilke skæve tanker skal sættes i gang for at jazzen kan vokse videre? Der var lagt op til en spændende sommereftermiddag, da Rytmisk Center i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival inviterede til debat på Borups Højskole.
Skal jazz være en public service opgave – og er der penge nok i at spille jazz på en kommerciel kanal?
Til at besvare det og mange andre spørgsmål havde Rytmisk Center i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival inviteret et veloplagt panel bestående af fem forskellige folk, som alle er velbevandret på jazzscenen og i medieverden:
Musiker og komponist Susi Hyldgaard, som er bestyrelsesmedlem af DJBFA og KODA samt formand for Nordisk Musikråds Priskomité.
Medierådgiver og tidl. musikkonsulent for P2, Kasper Krüger der rådgiver danske og internationale medier og samtidig er adm. direktør for Sky Radio A/S.
Musiker Lars Winther, der foruden at drive pladeselskabet Your Favourite Record også er formand for Danske Uafhængige Pladeselskaber, DUP.
Martin Buck, der er adm. direktør og medejer af Bandbase - Danmarks største site for ny, dansk, gratis musik.
Og endelig Bestyrelsesformand i JazzDanmark, Olav Harsløf der udover at være professor i Performance-design også kan bryste sig af at have været rektor for Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole.
Slaget blev styret af journalisten Andreas Marckmann Andreassen, der for Fagbladet Journalisten har dækket det medieforlig, der betyder, at jazzen fratages sit væsentligste talerør, P2.
Hvem skal erstatte P2?
Men måske efterlader P2 sig alligevel ikke så stort et tomrum, som jazzlytterne gerne vil gøre det til. I hvert fald lagde Martin Buck fra Bandbase ud med at sætte spørgsmålstegn ved radiokanalens indsats:
”Personligt er jeg godt nok ikke selv så jazz-interesseret, men jeg kan kun konkludere at P2 ikke har lykkedes med at nå mig, og man kan sætte spørgsmålstegn ved om P2 egentlig har løst den formidlingsmæssige opgave godt nok. Til gengæld er DR’s formidling på nettet ret god, og der er ingen udsigt til at der bliver skåret i budgetterne her. Det bliver muligvis sværere for lytterne at finde jazzen, men det kan godt vendes til en fordel, for samtidig med at P2 lukker, afsætter medieforliget midler til nye indholdsmiljøer.”
Heller ikke medierådgiveren Kasper Krüger mente, at jazzen skal begraves, blot fordi P2 er død – men det kræver en indsats af DR, som fik en bredside med på vejen:
”Forliget er langt fra ideelt, men giver faktisk fine muligheder for jazzen – DR kan f.eks. vælge at styrke jazzen på P4. DR er imidlertid begyndt at måle sig selv på de kommercielle kanalers vilkår, og dermed bliver man let en jukebox, der skærer ned på public service og spiller pop for at holde høje lyttertal. Det er efter min mening DR’s opgave at introducere lytterne for alle mulige forskellige genrer, herunder jazz. og så kan de kommercielle radiokanaler tage over og give lytterne noget inden for nogle bestemte former for musik. DR skal kende sin funktion og er nødt til at tage chancer, fordi man har store privilegier i form af betydelige licensindtægter.”
DR’s public service forpligtelser blev også hevet frem i lyset af Susi Hyldgaard, der af flere grunde ikke var begejstret for udsigten til at man fremover skulle nøjes med at høre jazz på de programmerede DAB radiokanaler:
“P2 har haft uvurderlig betydning, og DAB kan ikke bruges som erstatning. Kun 10 procent af befolkningen kan høre DAB, og personligt bryder jeg mig ikke om værtsløse radiokanaler. Desuden betales der ingen rettighedspenge på DAB, og det gør der i øvrigt stort set heller ikke på de kommercielle kanaler – det har selvsagt katastrofale følger for komponisterne. Det er fint nok at tale om fremtidsperspektiver, men problemet er at tingene sker lige nu, og desværre går det den forkerte vej. Vi er lige nu og her nødt til at kæmpe for at jazzen bliver på DR – og det er her vi kommer ind og taler om public service og kulturpolitik.”
Også Susi Hyldgaards musikerkollega Lars Winther fandt det vigtigt, at jazzen spilles på DR:
“Jazz er en genre, hvor folk er interesseret i at vide, hvem der spiller, og hvem de tidligere har spillet med, så det er problematisk hvis folk f.eks. kun skal høre jazz på DAB radio, hvor der ikke er nogen værter til at introducere musikken for lytterne, som der har været det på P2
Lukningen af P2 begrædes også af JazzDanmarks Bestyrelsesformand. Olav Harsløf, der ikke havde mange positive ord at sige om det medieforlig, der har gjort jazzen til den store taber:
“Det er som at lukke en koncertsal. En funktion som alle har kendt. River man en bygning ned, hvor folk plejer at komme, er de nødt til at finde en anden bygning, og den slags tager tid – der er noget der tyder på at medieforligets indhold ikke har været gennemtænkt.”
Kritik af JazzDanmark
Foruden DR og medieforligets bagmænd kom også JazzDanmark selv i skudlinjen under debatten, og brancheforeningens formand Olav Harsløf måtte tage et par gnubbede ord med på vejen – bl.a. fra Lars Winther, der mente at jazzens ambassadør havde været for fraværende og uambitiøs. Ikke kun i forhold til kampen om at bevare jazzen på DR, men også i forhold til foreningens overordnede formål – at styrke jazzen og danske jazzmusikere.
“Jeg synes ikke, at JazzDanmarks arbejde har båret frugt – resultaterne er ikke gode nok. Det er muligt, der bliver gjort et stykke arbejde, men jeg har svært ved at få øje på det. Arbejdet gøres meget bedre i Sverige og Norge, og der mangler et fælles talerør for dansk jazz. Der er ikke blevet gjort opmærksom nok på jazzen, til at den nu føles uundværlig i hverken radioen eller andre steder, og der er kun få, som kender noget til dansk jazz i udlandet. JazzDanmark har ikke levet op til deres forpligtelser.”
Kritikken af JazzDanmarks indsats blev fulgt op af Susi Hyldgaard, der kunne fortælle om dårligt arrangerede koncerter i udlandet samt af Martin Buck, der mente at foreningen kunne blive en langt mere fremtrædende faktor, hvis man vel at mærke fik hjælp udefra:
”Musiklivet bør lære af erhvervslivet og hive kompetencer ind udefra, der kan hjælpe med til at sparke bolden i mål. Det er vigtigt at komme ud på andre og nye platforme og således skabe en fremadrettet udvikling. Nichemusik har med nettet fået meget bedre kommercielle vilkår de senere år, og JazzDanmark bør udnytte de digitale medier bedre. I den forbindelse vil man kunne lære af bl.a. kollegaerne i ROSA.”
Olav Harsløf tog kritikken til sig og indrømmede, at der havde været smuttere. Til gengæld forsvarede han samtidig brancheforeningens arbejde, og forsikrede at JazzDanmark ikke har meldt sig ud af kampen, men at det manøvrerummet under det nuværende kulturpolitiske landskab er begrænset:
”Vi holder bolden rullende, indtil vi kan komme til at tale med nogen, som har forstand på musik. Vi har været i den situation, at vi har en kunststyrelse som selv er interesseret i at eksportere musik – men ikke i et tilstrækkeligt omfang gør det. Vi og andre genreorganisationer er i høj grad styret oppefra. Ikke desto mindre vil vi kæmpe for at jazzen og den rytmiske musik bliver bedre tilgodeset. I dag får den klassiske musik 800 mio. over finansloven, mens den rytmiske musik tjener mere end en halv mia. til Danmark via festivaler og andet. Det råber til himlen, og vi vil arbejde på at få hævet støttebeløbet til den rytmiske musik.
Kreativ formidling skal puste nyt liv i jazzen
Kritikken blev fulgt op af kreative forslag til, hvad man rent faktisk kan gøre for på trods af P2’s lukning at få jazzen ud til folket, så det ikke ender med at blive en snæver og elitær genre, som ingen vil røre ved.
Susi Hyldgaard efterlyste således nye, sjove ideer der kan få jazzen frem i lyset, bl.a. foreslog hun at man lavede en X faktor udgave for jazzmusikere eller at man genoplivede det gamle musikprogram, Kontrapunkt. Og så er det vigtigt, tilføje hun, at få fat på børnene og servere jazzen for dem på en spiselig måde, sådan at der også er folk der hører jazz om 40 år.
Kasper Krüger mente at man skulle satse på flere fronter samtidig, så ikke det kun blev en diskussion om, hvorvidt DR lever op til sine public service forpligtelser:
”Jazzen skal ud på de kanaler, hvor lytterne er, så der kan rekrutteres nye jazzelskere. Der skal være mediekanaler, hvor folk kan stifte bekendtskab med jazzen.
Jeg er enig i at kommercielle kanaler ikke skal løfte jazzopgaven – ikke som et alternativ til den opgave DR har. Medieforliget lægger op til at der både skal være jazz på DR og på den nye, fjerde radiokanal. Der skal være et privat alternativ til DR, som også skal spille jazz og her er det nødvendigt at der bliver gjort et stort lobbyarbejde. Det er vanvittigt at man med et big band som er blandt verdens bedste ikke kan finde plads til genren på FM-båndet. DR skal presses til at spille jazzen på de kanaler, de har i dag og ikke bare spille popmuisk. Det går i dag i den forkerte retning – der bliver skåret ned på sendetiden og man skal være over DR og holde dem fast på deres forpligtelser samtidig med at man arbejder for at få kommercielle kanaler til at spille jazz. Jazzen har brug for så mange gode vinduer som muligt.”
Gysets lyd XXX
Debat om gysets lyd i samarbejde med CPH PIX
Pumpehuset den 18. april 2010
Gys i lydmandens værksted
Rytmisk Center og filmfestivalen Copenhagen Pix stillede skarpt på gysets lyd gennem visning af gyserfilm og efterfølgende debat med nogle af dansk films dygtigste lydmænd.
Hvornår har man sidst set 150 mennesker i Pumpehuset, der sidder musestille og lytter interesseret til lyden af en fryser? Og hvornår har man sidst hørt om nogen, der smækker døre, så det lyder som en håndgranat? Det var tilfældet i Pumpehuset søndag den 18. april 2010, hvor ”Lyden af Lars Von Trier”, tonemester Kristian Eidnes Andersen, som var kommet med på et afbud, samt tonemester Peter Albrechtsen og gyserfilminstruktør Martin Barnewitz gav deres bud på gysets lyd og fortalte om deres arbejde med lyd ved hjælp af medbragte filmklip. Mads Brügger fra DR 2 styrede debatten og satte rammerne de to timer, den varede:
”Allerførst kunne jeg godt tænke mig at høre jer beskrive lyden af en vulkan,” startede han med et glimt i øjet og henvisning til vulkanudbruddet på Island, hvis askesky havde lammet flytrafikken i Europa og dermed forhindret to af panelets deltagere i at nå frem.
Lyde skaber vej til det ubevidste
Som det første gik panelet i gang med at reflektere over gyserfilmens lyd samt tendenser og retninger indenfor genren.
”Lyd er ekstrem vigtig på gyserfilm, forklarede Martin Barnewitz. ”Den skaber en vej til det underbevidste. Når vi skal have et gys, forstyrrer vi den biologiske krop, og det kan lyd gøre. Ser man en fransk snakkefilm, kan man godt distancere sig lidt. Det kan man ikke i en gyserfilm. Her er hele kroppen med.” Martin Barnewitz understregede sin pointe med et klip fra sin egen film Kollegiet, der fik et par unge piger i salen til at skrige på de helt rigtige tidspunkter.
Martin Barnewitz mente også, at der generelt har været en bevægelse mod mere realisme indenfor genren, kulminerende med film som fx Blair Witch Projekt. Siden 1960’erne og 1970’erne er den traditionelle gyserfilmmusik også ofte afløst af reallyde, der forvrænges og forstærkes.
”Vi er ofte bevidste om musikkens funktion, når vi ser en film, mens lyde taler mere til det underbevidste og derfor bruges oftere.”
Lyden er musik
I fortsættelse heraf fortalte Kristian Eidnes Andersen, at ideen bag ”musikken” i Antikrist var, at den kun skulle bygges op omkring naturlige lyde som fx sten, blade, vind og regn.
”For mig er hele lydsiden på en film som et stort stykke musik. I Antikrist skulle den føles som et langt snigende ubehag,” forklarede den stilfærdige lydmand og viste et klip, hvor lydsiden blandt andet blev lavet med hestehår strøget mod træpinde.
”Alt lyd skulle fremstilles af organiske materialer for at passe til filmens tema.” Og det viste han endnu et gysende eksempel på; filmens ubehagelige slutscene hvor Charlotte Gainsbourg kvæles i et langt intenst nærbillede:
”Her brugte vi meget tid på lyden af struben, der knækker. Den skulle være troværdig, helt blød og præcis. Derfor brugte vi små kviste.”
Lyden af en dybfryser på Østerbro
Peter Albrechtsen, som også var med på Antikrist fortalte om det magiske ved at lave lyd.
”Man kan være ekstrem kreativ. Fx ved at lægge lyden af en håndgranat ind under en dør der smækker. Man skaber en enorm effekt, som publikum ikke umiddelbart lægger mærke til.”
Netop det at bygge en lydside op af originale lyde var meget vigtigt for alle tre paneldeltagere. Da det giver et mere nuanceret lydbillede, end ved brugen af standard lyd cd’er.
”Derfor er det godt at have et netværk af lydnørder, som kan optage alskens skæve lyde til brug for ens film,” forklarede Martin Barnewitz og henviste til Peter Albrechtsen, hvis ven optog lyden af et el-værk i New York til brug for filmen Kollegiet.
”Hvilken lyd er den sidste I har optaget,” spurgte Mads Brügger de to tonemestre, som afslørede at de altid har en lille harddisk-recorder i lommen. Og det er så her, vi kommer til lyden af en fryser i et supermarked på Østerbro. En svag brummen der tryllebandt de 150 fortrinsvis unge tilhørere et kort øjeblik.
”Den vil sikkert kunne bruges som elevatorlyd,” tilføjede Peter Albrecht-sen eftertænksomt.
Efter to timer i lydmændenes værksted slentrede folk videre til elektronisk musik fra Emil de Waal og Spejderrobot Live.
Projektleder Carsten Mørch-Bentzen fra Rytmisk Center var glad bagefter trods problemerne fra en Islandsk askesky.
”Jeg er gået fra let bekymring til stor tilfredshed. Det var fedt, der kom så mange.” Det samme gjaldt event-koordinator fra Copenhagen Pix Louise Højgaard Johansen. ” Vi er meget tilfredse.”
Amatørmusikkernes vilkår i København AMATØR
Konference og debat om amatørmusikkens vilkår i
Københavns kommune
Københavns Rådhus, 23. november 2009 i Hovedkassen
Mødeleder Tom Møller Pedersen
Referat: Tom Nørgaard
Der var pænt fremmøde, da Mødeleder Tom Møller Pedersen bød velkommen til Konference om amatørmusikkens vilkår i Københavns kommune mandag. d. 23. november på Københavns Rådhus.
Baggrunden for konferencen var strategioplægget ”Amatørmusiklivet i København” som er blevet udarbejdet af Jørn Nielsen, Peter Mark Lundberg, Steen Lindholm og Torben Schipper – de fire mænd der tilsammen udgør Styregruppen vedr. undersøgelse af amatørmusikkens vilkår i Københavns Kommune.
Forord ved Pia kulturborgmester Pia Allerslev
Først på talerstolen var den nygenvalgte kulturborgmester, Pia Allerslev. Hun var - også i kraft af forhenværende folkeskolelærer og formand for Københavns Kommunes musikudvalg – glad for at kunne være til stede, og indledte med et ønske om at aftenen ville byde på en spændende diskussion med forskellige meninger. Selv sagde hun:
”I Københavns Kommune er det højt prioriteret, at vi leverer et så rigt og levende og mangfoldigt musikliv som muligt. Og med plads til alle musikalske led i fødekæden. Jeg har selv været så heldig at have været inviteret med til amatørmusikarrangementer rundt omkring, og det at man ikke lever af at spille musik, er bestemt ikke ensbetydende med, at man spiller dårligt eller at andre ikke kan holde ud at høre på det. Vi skal i København have en by, der summer af liv og glæde - og af ting man ikke lige regner med – af overraskelser.”
Pia Allerslev lagde særlig vægt på, at musikken kan være med til at integrere og skabe et fællesskab, at det lystbetonede er i centrum og at musik, kulturliv og idræt har en værdi i sig selv.
”Rammerne skal være i orden, som det også påpeges i rapporten. Og det skal vi forsøge at sørge for i kommunen. Også selvom det i gåseøjne ”bare” foregår ude i forsamlingshusene. Men der er plads til forbedringer, kan jeg godt sige - også selvom der ikke længere er valgkamp.”
Styregruppens indlæg
Efter Pia Allerslevs forord var det tid til de to første styregruppemedlemmers indlæg. Jørn Nielsen (Københavns Musikudvalg og Kammermusik i København) indledte med at takke Rytmisk Center for at have trykt rapporterne, og ridsede dernæst rapportens grundtræk op for konferencens tilhørere:
”Vi peger i oplægget på, at der skal være en samlet handlingsplan i København. Der er brug for en amatørkonsulent og et ansigt udadtil, som ved alt om amatørmusikken. På sigt skal vi også stræbe efter at få et egentligt amatørmusikkens hus med øvelokaler og koncertfaciliteter. I rapporten fokuserer vi desuden meget på lokaler og deres egnethed – det fremgår også af de 14 anbefalinger, som vi opstiller i den. Amatørerne er spredt ud på mange forskellige organisationer, men vi trænger til at få noget sat i gang på tværs af musikalske skel og genrer.”
Efter Jørn Nielsen indlæg var det Leder af Rytmisk Center i København, Torben Schippers tur. Også Schipper talte om at nedbryde barrierer og om at rette fokus mod egnede lokaler:
”Bare det at få adgang til et gratis offentligt lokale kan være svært – de frivillige foreninger står bagest i køen. Og de lokaler der står til rådighed, er ofte ikke skabt til musik. Lokaleanvisningen er ikke gearet til at få folk ud at spille – her må de udøvende ofte selv til lommerne. Hvis kommunen vil have et mere blomstrende musikliv, skal man være mere opmærksom på begrænsningerne indenfor folkeoplysningsloven.”
Schipper bemærkede, at man ikke har nogen klar melding om, hvor meget amatørmusik der hører under folkeoplysningslovens rammer.
”Der er forskellige måder og muligheder at organisere sig på, men der er også barrierer – og en af de største barrierer er at man overhovedet skal konstituere sig som forening. At man skal danne en organisation som giver lov til støtte indenfor folkeoplysningsloven. Derfor er det vigtigt at skabe fokus på de behov i amatørmusiklivet, som ikke dækkes i Folkeoplysningsloven”
Debattens 1. del – egnede lokaler
Efter Styregruppens to første indlæg foreslog mødeleder Tom Møller Pedersen, at både indlæg og rapportens 14 anbefalinger blev debatteret af de forsamlede.
Dina Gelfer-Jørgensen fra Amatørsymfonikerne mente at rapporten indeholdt en lang række gode anbefalinger, men påpegede at man for eksempel allerede har en amatørmusikkonsulent på landsplan. Måske ville det være en bedre idé at fokusere på de ting man allerede har og blot gøre det bedre, mente Gelfer-Jørgensen, som i øvrigt var enig med styregruppen om at lolakeforholdene bør forbedres.
”Der mangler egnede koncertlokaler til store orkestre, som det jeg er medlem af. Og de lokaler der er, er som regel for dyre. Sankt Annæ Gumnanium koster for eksempel 10.000 for en aften.”
Hans Lindberg der er formand for Glostrup Mandskor, tilsluttede sig:
”Vi bruger ofte faciliteterne i Københavns Kommune til koncerter, og jeg synes det er en god idé med et amatørmusikkens hus. Vi i Glostrup tumler imidlertid med de samme problemer, så hvorfor ikke gå sammen og tage omegnskommunerne med i betragtning.”
Lindberg påpegede desuden, at det er svært at få dygtige dirigenter for de midler, som er til rådighed og ridsede følgende problemstilling op.
”Vi (Glostrup Mandskor) er nødt til at hente penge via entréindtægter. Københavns bymuseum har tidligere været så venlige at lægge koncertsal til, men på et tidspunkt blev der lagt begrænsninger. Prisen blev hævet fra 1000 til 5000 kr. og samtidig satte man en publikumsbegrænsning på 100. Hvis man ikke har nogen steder at være til en ordentlig pris, så kommer vi ingen steder.”
Det havde Jesper Nordahl, som er næstformand i Københavns Kommunes musikudvalg og daglig leder af spillestedet Amager Bio, en mening om:
”Har I tænkt på de mange kirkerum i København som står tomme – det er vel ikke mindst oplagt for den klassiske musik?”
Men helt så enkelt er det ikke, svarede Hans Lindberg og præciserede:
”Vi bruger kirkerne alt det vi kan, men vi skal igennem menighedsrådene og der er stor forskel på hvad de enkelte råd giver tilladelse til.”
Et af Styregruppens fire medlemmer Steen Lindholm, som er amatørmusikkonsulent i DAM, indskød en bemærkning om at langt fra alle kirker har en akustik der er velegnet til alle former for musik, mens styregruppemedlem Jørn Nielsen mente at problemet var med til at udstille behovet for en amatørmusikkonsulent:
”Vi har brug for en amatørmusikkonsulent på kommunalt plan, selvom vi har en på landsplan. Det kan ind imellem tage mange måneder at finde ud af, at ting ikke kan lade sig gøre. Vi vil have et link, et sted hvor man ved, man kan gå hen. Sådan en kan vi i høj grad bruge for amatørmusikken i landets største kommune.”
Finn Schumacher om fødekædeproblematikken og amatørerne
Efter debattens første del var det tid til Musikchef for Odense Symfoniorkester Finn Schumachers oplæg om fødekædeproblematikken og amatørerne.
Schumacher indledte med at rose de 14 anbefalinger, som han bakkede fuldt op om, men forklarede samtidig, at han ville anlægge en lidt anden vinkel på problematikken. Han ville tale om mål og visioner – sådan nogle som han selv har været med til at opstille i en særlig task force under Brian Mikkelsen og som bl.a. kulturministeriets musikhandlingsplan for 2004-2007 "Liv i musikken" fokuserer på.
Et konkret mål kunne i følge Schumacher være 200.000 aktive musikudøvere i København inden for en overskuelig årrække,
”Talenter er blevet in og det er nemt at lave netværk og let at distribuere musik. På amatørmusikområdet skal man også udnytte mulighederne og skabe store netværk gennem f.eks. Facebook og Twitter.”
Schumacher fremhævede også det vigtige i at udøve lobbyisme og nævnte DGI som et godt eksempel – en organisation som får mange penge af politikerne og har1,4 millioner medlemmer. Det, mente Schumacher kan musikken også gøre med god organisering.
Steen Lindholm - udsagn fra amatørmusikkonsulenten
Efter Finn Schumachers indlæg var det Amatørmusikkonsulenten Steen Lindholms tur til at runde af.
Også Lindholm mente, at man kunne tage ved lære af de store sportslige organisationer, DGI og Team Danmark – ikke mindst når det gælder om at tiltrække sig mediernes opmærksomhed.
Man kunne f.eks. blive bedre til at fortælle om musikkens gavnlige virkning, sagde Lindholm og fremhævede i den forbindelse Sverige, hvor 50 forskere netop er i gang med at undersøge musikkens gavnlige virkning for helbredet.
”Mange steder fodrer man narkosepatienter med passende musik. Tænk hvis politikerne fik øjnene op for hvilke besparelser der kunne ligge i at støtte musikken – for eksempel besparelser på sygehusområdet. Eller hvis man kunne overbevise dem om, at det er bedre at spille sin musik i et øvelokale end hænge på gadehjørnerne.”
Lige netop når det gælder tag over hovedet, er der imidlertid et problem for amatørmusikken, mente Lindholm, der således var helt på linje med de fleste af konferencens deltagere:
”Det helt store problem for amatørmusikken består i adgangen til lokaler – især koncertlokaler er en mangelvare. Og så er det svært at få støtte til gode dirigenter via folkeoplysningsloven.”
Noget udfordringer, tilføjede Lindholm, skal løftes på det nationale plan med en revidering af folkeoplysningsloven – og den kommer i 2010.
Amatørmusikkonsulenten rundede af med et grumt eventyr fra den virkelige verden, der illustrerede et amatørkors absurde kamp for ordentlige forhold – og omgivelsernes ofte nedladne holdning over for det. Historien skulle udstille, hvor svært det kan være at blive taget seriøst, når man har prædikatet amatørmusiker skrevet henover ryggen .
Debattens 2. Del – sport og musik
Efter Steen Lindholms oplæg blev der taget hul på debattens anden halvdel – og også den kom til at handle en del om sport og om hvorvidt amatørmusikscenen kunne tage ved lære af idrætsorganisationerne.
Jesper Nordahl (næstformand i Københavns Kommunes musikudvalg og daglig leder af spillestedet Amager Bio) mente at det var fint at sammenligne den rytmiske musik med sporten, men at det var ”nødvendigt at få noget statslighed ind over” og at kommunerne næppe ville kunne klare udfordringerne alene.
Dette var Finn Schumacher enig i - vi er bekymret for om der er penge nok kommunalt og vi har brug for lobbyvirksomhed – slog han fast.
Men måske problemstillingen kunne vendes på hovedet? Det så Torben Schipper fra Rytmisk Center sit snit til og sagde:
”Folkeoplysningsloven er i virkeligheden en ren pengemaskine for kommunen, men kommunen har muligvis ikke fået øjnene op for det. For hver krone der gives ud kommer der otte kroner igen - den skat der betales tilbage er større end det tilskud der gives til lønningerne, men det kan være svært at overbevise politikerne.”
Børn og musik
Det kan muligvis også være svært at overbevise politikerne om at musikundervisning i skolens mindste klasser er vigtig, men det ville Niels Nielsen fra Korsager skolen i Brønshøj, i hvert fald slå et slag for.
”Jeg kan kun anbefale, at man genindfører musikundervisningen i indskolingen. Mange børn er fremmedgjorte over for musik og jeg har oplevet nogle børn blive nærmest skrækslagne, når de præsenteres for en violin.”
Jesper Nordahl (næstformand i Københavns Kommunes musikudvalg og daglig leder af spillestedet Amager Bio) medgav:
”Der er meget stor forskel på niveauet af musikundervisning på folkeskolerne. De kreative fag er nedprioriteret og har ikke længere den vægt den burde have. Men vi skal holde op med den snak om kroner og ører og hellere tale om kunsten sog kulturens egen værdi.”
Også Jørn Nielsen mente, at Musikskolen har det svært og at der ind imellem tales for meget om penge:
”Finn Schumancher præsenterede os for en vision om 200.000 aktive amatørmusikere. Jeg synes ikke det er en umulig tanke. Det kræver at borgerrepræsentanterne ændrer attitude og betragter amatørmusikerne som nogen der kan generere penge og ikke kun kræver dem. I dag har flere forskellige separate afdelinger en del af ansvaret – jeg håber at styregruppens rapport og konferecne i dag kan medvirke til at skabe samling. Amatørmusikken er et aktiv ikke et passiv
Hvad sker det så nu?
Flere af konferencedeltagerne, herunder Dina Gelfer-Jørgensen fra Amatørsymfonikerne ville vide, hvad planerne er – hvad skal der ske med rapporten.
Jørn Nielsen fra Styregruppen svarede, at den skal behandles i de to udvalg, der er nærmest på det. Og forhåbentlig realiseres inden for rammerne af Københavns kommune. På Finn Schumachers spørgsmål om hvorvidt det ville være en god idé at
sende rapporten i høring rundt omkring hos korene, ensemblerne og alle de aktive, svarede Jørn Nielsen:
”Helt bestemt. Rapporten her skal ikke betragtes som et punktum og ikke erstatte et dybtgående arbejde - det er først nu der skal udarbejdes en egentlig amatørmusikstrategi. Det er en god idé med en høringsrunde – også hos de ikke organiserede. Efter behandlingen i udvalgene skal vi for alvor i gang.”
Pernille Frahm, Kulturordfører for SF, tog ordet for at sammenfatte, hvad hun mente havde været nogle af aftenens mest interessante omdrejningspunkter og indspark:
”Jeg synes, at det har været spændende. Jeg er enig i, at det er vigtigt at organisere sig. Det er relevant at spørge, som der er blevet gjort her - hvorfor er idrætten så god og hvad kan vi lære af dem. Jeg er også enig i at man skal tænke fødekæden ind i problematikken og at det er en god idé, som Finn Schumacher var inde på, at fastsætte klare mål og visioner. Og så synes jeg også, at det er en god idé med et samarbejde mellem København og omegnskommunerne.”
Jens Kjær Christensen, fra Enhedslisten og amatørmusikudvalget var mere kritisk. Henvendt til Styregruppen sagde han:
”Der kommer ikke til at ske noget på baggrund af denne rapport. Rapporten kommer med anbefalinger, men overalt er der mennesker, som vil bruge de samme lokaler til alle mulige forskellige ting. I skal lave mere rugbrødsarbejde være mere synlige og bedre organiserede. Musikudvalget og Folkeoplysningsudvalget har en stor opgave foran sig.”
Mødeleder Tom Møller Pedersen, som har været med til at stifte Dam – en paraplyorganisation for Dansk Amatørkor Union, Dansk Amatørmusik Union, Landssekretariatet for Dansk Amatørmusik og Amatørmusikkonsulenten – kender alt til hvor vigtigt det er at være synlig. Og hvor svært det er at være det og få gennemslagskraft i medierne:
” Folk skal helst sige ”Er det nu dem igen!”. Indenfor amatørmusikken har man ikke
været lige så dygtige som DGI, men vi skal også passe på med ikke at sammenligne os for meget med idrætten. Folk ser fodbold og håndbold i fjernsynet, fordi det har større folkelig appel - vi skal gøre os synlige på en anden måde.”
Jørn Nielsen rundede konferencen af med at sammenfatte, at det havde været en god debat med mange gode indlæg. På vegne af Styregruppen vedr. undersøgelse af amatørmusikkens vilkår i Københavns Kommune imødekom han Jens Kjær Christensens kritik og sluttede:
”Vi skal bare komme i gang - og det vil vi gøre. Amatørmusik skal opfattes som et aktiv og ikke et passiv, men jeg ved at en rapport ikke gør det alene.
Tak fordi I kom og tak til dem, der hjalp.”
TILBAGE
--------------------
Avantgarde – revival eller selvmord AVANTGARDE
I samarbejde med Statens Museum for Kunst
Trods en weekend med hård kulturkonkurrence fra CPH:DOX og BogForum mødte næsten 400 mennesker op, da Rytmisk Center i samarbejde med Statens Museum for Kunst skulle diskutere, om avantgarden er død eller levende – og om kunsten skal være politisk eller ej. Danmarks mest dagsordenssættende mænd fik lov til at give deres bud.
Af Tom Nørgaard
Det seneste tiårs politiske dagsorden har handlet om at få mere for pengene – velfærd, klima og kultur. De borgerlige partier har trængt de kulturradikale i defensiven og midt i sommerens agurketid kørte en af rindalismens børn, Pia Kjærsgaard, sig selv i stilling som et bud på en ny kulturminister. Nu, mente Kjærsgaard, var der brug for politikere, som turde stille sig frem og sige, at afføring i glas, udstoppede hundehvalpe og parterede heste ikke havde noget som helst med kunst at gøre.
En dag med kunstens magtfulde mænd
Både Kjærsgaard og siddende kulturminister Carina Christensen fik sarkastiske ord med på vejen, da ordstyrer og smagsdommervært Adrian Hughes bød velkommen til en debat, der skulle handle om lige præcis den form for kunst, som borgerlige kulturpolitikere elsker at hade. Under overskriften Avantgarden – selvmord eller revival lød spørgsmålet: ”Skal kunsten være aktivistisk fortrop, politisk eller bare provokerende?”
Det fik et panel bestående af en række af de mest fremtrædende og dagsordenssættende folk på den danske kunstscene til opgave at svare på. Rektor ved Kunstakademiet Mikkel Bogh, museumsdirektør ved Statens Museum for Kunst Karsten Ohrt, museumsdirektør ved Louisiana Poul Erik Tøjner, forfatter Lars Morell der med ”Broderskabet” har skrevet en bog om den danske avantgardekunsts mest indflydelsesrige bevægelse, Eks-skolen, lektor ved Københavns Universitet Mikkel Bolt der står bag en bog om avantgardens død og endelig billedhugger Bjørn Nørgaard der som provokatør, Eks-skole kunstner og senere kongelig hofleverandør har præget hele det kunstneriske spektrum de seneste fire årtier.
Kunstskolen der ville forandre alt
Lars Morell fik lov til at kridte banen op og indvie tilhørerne i, hvad det hele drejer sig om. Der findes nemlig ingen bedre repræsentant for den danske avantgardekunst end Eks-skolen eller Den Eksperimenterende Kunstskole, som Morell gennem samtaler med skolens mest fremtrædende udøvere har portrætteret i bogen “Broderskabet”.
Bevægelsen der med Poul Gernes i spidsen blev dannet i 1961 var et direkte opgør med Kunstakademiet, barriererne mellem lærer og elev skulle nedbrydes, der skulle arbejdes kollektivt og tværfagligt og værket blot være det mål, der skulle hellige midlet. Det var processen, med andre ord, der var det vigtige – og happeningen blev derfor meget logisk en af bevægelsens væsentligste udtryksformer. Men happeningen var ikke for sjov – og det var ikke kun kunsten men også samfundet, der skulle forandres. Det blev skåret ud i – ikke pap men hest – da Bjørn Nørgaard som en protest mod Vietnamkrigen ofrede en hingst for rullende kameraer i forbindelse med den omstridte udstilling Tabernakel på Louisiana i 1970.
Selvom Nørgaards happening i manges bevidsthed står som et af den danske avantgardebevægelses højdepunkter, var Eks-skolen på det tidspunkt allerede ved at miste pusten. Eks-skolen var på mange måder kompromisløs og elitær og medlemmer der trådte ved siden af blev dømt og ekskluderet ud fra en slags avantgardekunstens nultolerancepolitik. De mest inkarnerede frontkæmpere gav alt hvad de havde i sig og Peter Louis-Jensen, der som en af de første eksperimenterede med happening-formen, betragtede det som en æressag at brænde ud, fortalte Lars Morell, som kunne konkludere:
”Avantgarden findes ikke mere. Den hører det 20. århundrede til.”
Begik avantgarden selvmord – eller sejrede den ad helvede til
Men det var ikke alle Eks-skolens medlemmer, der som Peter Louis-Jensen trak stikket ud og vendte kunsten ryggen i 1970’erne. Flere af medlemmerne, herunder medstifteren Troels Andersen og hesteslagteren Bjørn Nørgaard fik senere prominente stillinger som henholdsvis museumsdirektør og rektor for kunstakademiet.
Adrian Hughes følte sig derfor fristet til at spørge Statens Museums direktør Karsten Ohrt, om det er Eks-skolens skyld – eller fortjeneste – at alt kunst (til Pia Kjærsgaards og andres fortrydelse) nu er tilladt og at alt kunst kan udstilles på museer.
”Nej, men den har helt sikkert været med til at skubbe til processen”, svarede Ohrt, der tilføjede at man i dag godt kan savne den dynamik som Eks-skolens happenings og improvisationer var eksponent for men at samfundet ganske enkelt er løbet fra bevægelser af den slags - og at det er svært at forestille sig en lignende kollektiv samling i 2009.
Nuværende rektor for Kunstakademiet Mikkel Bogh tilsluttede sig Ohrts betragtninger og sagde:
”Eks-skolen introducerede eller opfandt samtidskunsten med inspiration fra Fluxusbevægelsen og pop art. Det førte bl.a. til at dagsorden skiftede og at personalet blev skiftet ud fra akademiet. I dag er vi måske blevet for radikale i vores åbenhed på akademiet – anything goes - og der er ikke længere noget at gøre oprør imod.”
Boghs bemærkning faldt som indirekte svar til Bjørn Nørgaard, der meldte sig i debatten med denne opfordring:
”Kunstakademiet skal være reaktionært, så de studerende kan udvikle eget kritisk potentiale og gøre oprør.”
Men Nørgaard mente at blikket skulle rettes fremefter og ikke tilbage:
”Et samfund som vores kan ikke eksistere uden en kritik af de ting, som samfundet bygger på. Men vi skal udvikle et andet kritisk potentiale end avantgarden – det er ikke en bevægelse men hver enkelt kunstner, der skal føre kampen.”
Samtidskunsten lefler for ferniseringspublikummet
Avantgarden er altså død – det blev også slået fast af lektor Mikkel Bolt, der med ”Avantgardens selvmord” har skrevet en hel bog om emnet. En bog der samtidig retter en kritik mod samtidskunsten for at være konform og for kun at fungere som underholdning for middelklassen – eller det man nedladende kalder for ”ferniseringspublikummet”.
Bolt har bl.a. rettet hård kritik mod store, toneangivende kunstnere som Olafur Eliasson, den anmelderroste duo Elmgreen & Dragset og Bjørn Nørgaard for sit arbejde for kongehuset, og han bragte sig selv fokus da han i foråret fremhævede piratfesten (og hærværket) i Hyskenstræde som ”en kreativ tilegnelse af et kolonialiseret offentligt rum”.
Historisk er der uenighed blandt teoretikere om, hvorvidt man kan definere avantgarden i kraft af dens politiske engagement, men Bolts standpunkt stod klart – han savner avantgardens (og Eks-skolens) forholden sig til konflikter og dens insisteren på at pille i samfundets brudflader – han savner kunst med politisk substans.
”Samtidskunstens afpolitisering er et symptom på en meget bredere afpolitisering, som er sket gradvist siden 1989 på den store, internationale scene og i Danmark især siden systemskiftet i 2001. Det er udtryk for en neoliberal ideologi – en tømning af det politiske – og det smitter af på kunsten. Der mangler bud på, hvordan man kan indrette verden anderledes og komme med alternativer til det bestående.”
Kunstens rolle i dag
Museumsdirektør Poul Erik Tøjner som har ansvaret for udstillinger og publikumstal på Danmarks mest besøgte museum, Louisiana var ikke overraskende uenig i fremstillingen af samtidskunstens rolle:
”Kunst kan og skal være mange ting, men den skal ikke forandre verden – højst skal den forandre billedet af verden. Kunst kan ikke oversættes 1 til 1 til et andet sprog, og jeg ville nødigt overlade den politiske kamp til kunstnerne.”
Bjørn Nørgaard mente, at Bolts kritik af ham selv og samtidskunsten var bygget på en falsk problemstilling. Eks-skolens kollektive fremstillinger og 1960’ernes avantgarde faldt på godt og ondt sammen med ungdomsoprøret og man kan ikke slagte heste hele livet, sagde Nørgaard og tilføjede:
”Der er mange grunde til at være kritisk - også over for den nuværende regering - men det er ikke først og fremmest kunstens ærinde. Politisk kunst kan ikke bestilles. Den skal opstå.”
Rektor for kunstakademiet, Mikkel Bogh savnede heller ikke en egentlig genoplivning af den gamle avantgarde.
”Skal kunsten være effektiv, skal den være det gennem sin form snarere end gennem sit indhold.
Mikkel Bolt, der skulle vise sig at stå alene med sin insisteren på kunstens politiske rolle forsøgte at vende problemstillingen på hovedet. For ikke alene er avantgardens institutionskritik forstummet – kunsten og kunstnerne er også blevet direkte samfundsbevarende og en del af at maskineri hvor store byer konkurrerer med hinanden om at lave store udsmykningsprojekter, mente han.
…Og museernes rolle
Bolts kritik gjaldt også museerne og den aktuelle udstilling på Statens Museum for Kunst. Nature Strikes Back, som er en kommentar til miljøet forud for det store klimatopmøde i december kommer i alt for høj grad til at legitimere den politiske dagsorden, mente han – og det samme var tilfældet med den argentinske kunstner Tomás Saracenos værk, der i den anledning pryder skulpturgaden.
“Man må overveje hvilke sammenhænge , man indgår i – og jeg burde i princippet slet heller ikke være her i dag”, tilføjede Bolt med antydning af selvironi. Han havde hellere set debatten foregå på en byggetomt, hvor folk ikke skulle sidde dumt og se passivt til, fortalte han.
Mikkel Bogh var mere venligt stemt:
”Et arrangement som dette var utænkeligt på Statens Museum for Kunst for 50 år siden, og selvom det er langsomt i forhold til avantgardens krav om reaktion, er det et stort fremskridt.”
En gæst blandt publikum bandt knude på enderne og mente, at museerne og akademiet burde åbne dørene for de aktivister, der vil strømme til når klimatopmødet går i gang, men rektoren sluttede af med at påpege, at der ikke ville være noget sjov ved det, hvis det skete med institutionernes accept.
Pia Kjærsgaard som kulturminister nu!
Både debatpanel og de omkring 400, som var mødt frem til Rytmisk Centers og Statens Museums for Kunsts fælles arrangement fik en spændende diskussion at gå hjem på – og musikalsk eftertænksomhed i pausen ved Kristor Brødsgaard, Scratch Magic, Steen Rock og Marko Martinović.
Nogle aspekter nåede kun lige akkurat at blive berørt. For eksempel er det interessant at Marcel Duchamp og hans pissekumme samt mange af Eks-Skole kunstnernes værker for længst er blevet kanon og at overskridelsen på mange måder stadig er nutidens kunstparadigme. Med eller uden politisk indhold.
Måske er der virkelig brug for Pia Kjærsgaard som kulturminister - og nye, langt mere reaktionære kræfter til at styre Kunstakademiet med hård hånd. Så avantgarden kunne få en grund til revival. Og kunsten igen få lyst til at udfordre samfundet.
TILBAGE
--------------------
Smalle genrer SMALLE
I samarbejde med Musikparlamentet, SNYK og Jazz Danmark
Avantgardens kamp mod musikalsk ensretning
Er der brug for halve timer lange klaversoloer, introverte musikere og koncerter der kun trækker ti mennesker? Og er det egentlig ikke i orden, at medier og programchefer bare giver lytterne det, de gerne vil have? Der var lagt op til en spændende aften, da Musikparlamentet i samarbejde med Rytmisk Center, JazzDanmark og festivalen Wundergrund bød indenfor i Råhuset til debatten ”Hvad betyder de smalle genrer egentlig for musikkens udvikling?”
Af Tom Nørgaard
De senere års kulturkamp har medvirket til at give rindalismen en renæssance og bringe avantgarde-begrebet i miskredit – eller give ordet en komisk-negativ efterklang. Samtidig eksperimenteres der mere på den danske kulturscene end der er blevet i mange år. Også inden for musikken. Nye elektroniske medier har gjort det sværere at sælge plader, men har også gjort det nemmere for nye talenter og smalle genrer at blive eksponeret bredt. Og i raketfart.
Men hvad betyder de smalle genrer egentlig for musikkens udvikling?
Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da litteraten, forfatteren, reklamemanden og smagsdommeren Knud Romer satte Musikparlamentets håndplukkede panel stævne i Råhuset.
Panelet bestod denne aften af musikchef på Copenhagen JazzHouse Lennart Ginman, som har en lang og succesfuld karriere bag sig som komponist og musiker. Af entreprenøren, DJ’en og pladeselskabsmanden Kenneth Bager. Af Torben Sangild der foruden at være anmelder og skribent for bl.a. Politiken også er Ph.d i moderne kultur. Samt af Frederik Thaae, der er frontfigur i bandet A Kid Hereafter og producer for bl.a. Choir Of Young Believers.
Smalle genrer har en social værdi
Og det var Thaae, der gav aftenens første klare bud på, hvad avantgarde, undergrund og subkultur skal gøre godt for:
”Folk bruger alternative genrer til at definere sig selv i forhold til nogle andre – til den grå masse. Men avantgarde kan også have en social værdi, og det er positivt, hvis bare fem mennesker kan få en god oplevelse med smal musik.”
Det synspunkt bakkede JazzHouse’ musikchef Lennart Ginman op om. Som regionalt spillested har JazzHouse forpligtelser men smal og bred jazz kan være lige spændende, mente Ginman, som gled af på Knud Romers provokation om, hvorvidt det ikke blot gjaldt om at få fulde huse. I stedet sagde han:
”Alt hvad der spiller på JazzHouse har en vision. Indenfor jazzen kan man godt have en stor succesoplevelse ved at spille for fem mennesker på La Fontaine.”
Af samme grund er støttekroner vigtige, mente Ginman. ”Som de er det, når der skal lægges asfalt på en motorvej.”
Genrerne kan lære af hinanden
Frederik Thaae er dog – som hans egen musikalske karriere viser – pragmatisk, og flere gange i løbet af debatten fremførte han, at den eksperimenterende musik ofte viser sig ineffektiv – dvs. ineffektiv i forhold til markedet:
”Det er forkert, hvis man som eneste ambition har at få et stort publikum, på den anden side kan avantgarde formidlet på den rigtige måde godt blive pop. Ofte skal man bare dreje en smule på knapperne for at formidle sit udtryk bedre – for eksempel kan man spørge sig selv om det er nødvendigt at lave numre, der varer en halv time, hvis det kan gøres på tre minutter. ”
Også Torben Sangild og JazzHouse’ musikchef Lennart Ginman, der i sin musikalske karriere har bygget bro mellem jazz og pop, mente af genrerne kan lære meget af hinanden, og at det er spændende at udfordre de sociale normer, der ofte er knyttet til de enkelte af dem. Eller som Knud Romer pædagogisk sammenfattede det: Pophovederne kan lære noget af avantgarden om at forny musikken. Og avantgarden kan lære noget af pophovederne om formidling og relevans.”
Nye medier er på de smalle genrers side
Kenneth Bager der både har prøvet at have stor succes og stor nedtur med de ting han har lavet, slog flere gange fast, at han er ildsjæl mere end han er pengemand. Man kan sagtens kommercialisere smalle genrer, mente Bager, men samtidig stillede han spørgsmålstegn ved om det overhovedet er nødvendigt:
”Hvis kvaliteten er i top, kan man uanset genre og selvom man ikke er mainstream få succes – i dag går det stærkt pga. nettet.”
Musikparlamentets panel var i det hele taget enige om, at nettet var blevet de ægte musikinteresseredes primære mødested og for længst havde udkonkurreret den traditionelle musikradio, som blev beskyldt for at være gammeldags, bagstræberisk og ensformig i sit udstryk. Eller som musikanmelderen, Torben Sangild formulerede det:
”Jeg elsker pop og er ikke underlagt noget snobberi. Men mangfoldighed er godt, og jeg vil for eksempel gerne holde min lille datter åben for forskellige udtryk. Der er lige nu en musikalsk ensretning på bl.a. P3, på den anden side gør nye medier det muligt at snuse til alle mulige musikalske nicher. ”
P3 i skudlinjen
Blandt de omkring 60 fremmødte gæster til aftenens debat var DR's chefredaktør for musik, Ole Mølgaard, som har ansvaret for, hvad der sendes af musik på DR 's radio- og tv-kanaler. Han bragte sig selv i centrum og skudlinje, da han greb mikrofonen for at forsvare de playliste-styrede musikflader og svare på Kenneth Bagers kritik af P3 for ikke at være progressive nok, for ikke at følge med udviklingen, for at se ned på lytteren og for at have for dårlige værter.
”P3 laver musik for lytterne”, lød svaret fra Mølgaard, der fortsatte:
”Det er som at drive en restaurant – på en italiensk restaurant kan man ikke servere burgere eller kinesisk. Vi skaber en ramme, som vi folder os ud indenfor. P3 kan ikke rumme alting. Vi vurderer dagligt, om vi kan gøre noget godt for musikken, og om musikken kan gøre noget godt for lytterne. Hvis vi spiller et heavy metal nummer, kan vi med det samme se at lytterne falder fra, men med ugens uundgåelige forsøger vi for eksempel at liste nogle nye navne ind af døren til et bredere publikum.”
Flere publikummer mente, at P3 som public Service kanal skulle kigge mindre på lytter- og seertal og i stedet spille noget for lytterne, som de ikke selv vidste de ville have. Frederik Thaae rundede af med at foreslå om ikke der i langt højere grad end tilfældet er nu, skulle være rotation i det magtfulde playliste-udvalg – sådan som der er i det kunstråd, der ofte er med til at brødføde de smalle genrer.
Og så var der fest
Den smalle musiks fortalere fik senere på aftenen ny næring, da Wundergrund festivalen lukkede op for festposen med en god blanding af live musik og DJ’s.
Avantgarde betyder som bekendt bare fortrop og er en betegnelse for kunstnere, forfattere, musikere og andre, som eksperimenterer med nye idéer inden for deres respektive områder. Godt råstof taler ofte for sig selv – og måske er det det mest indlysende svar på spørgsmålet om, hvad de smalle genrer egentlig for musikkens udvikling.
Uden dem – forstening.
TILBAGE
--------------------
Er Dansk musik ramt af Janteloven? JANTELOV
I samarbejde med Musikparlamentet, Borups Højskole, 23. september 2009
Støttekroner eller millionsællerter – vil dansk musik nok?
Er danske musikere for uambitiøse, er bands og sangskrivere dygtige nok og hvilket ansvar har medierne og alle de nålestribede bagmænd i kulissen? Der var lagt op til en spændende aften, da Musikparlamentet i samarbejde med Rytmisk Center bød indenfor i Borup Højskoles koncertsal til debatten "Er dansk musik ramt af janteloven?"
Af Tom Nørgaard
Dansk musik halter bagefter på det internationale marked. I modsætning til i Sverige hvor succesfulde bands og sangskrivere har gjort musik til en af nabolandets vigtigste eksportvarer, er der langt mellem hitlisteplaceringer og store overskrifter på denne side af Øresund.
Et nærliggende spørgsmål kunne derfor være "Er dansk musik ramt af janteloven?" – og det var lige præcis, hvad Berlinske Tidendes mangeårige musikanmelder Thomas Søie spurgte Musikparlamentets panel.
Det bestod denne aften af trommeslager Kristoffer Rom fra Oh No Ono, musiker og freelance-journalist Anders Reuter samt succesproduceren Mich "Cutfather" Hansen.
Danske musikere er for magelige
Janteloven kom imidlertid ikke til at fylde meget i debatten. Til gengæld blev omdrejningspunktet hurtigt: er dansk musik overhovedet god nok, og er bands og musikere ambitiøse nok til at kunne begå sig uden for landets grænser? Det havde trommeslager Kasper Rom en mening om:
”Nej, dansk musik er generelt ikke ambitiøs nok. Det er ikke mange, som vil lægge 50 timer om ugen uden udsigt til at det hurtigt giver et afkast i form af enten succes eller penge. Der er intet i vejen med at være hobbymusiker, men skal man lave noget på et internationalt niveau, nytter det ikke at gøre det på weekendbasis.”
For at sætte ordene i perspektiv forklarede Rom, at Oh No Ono arbejdede hver dag i ni måneder for at færdiggøre deres seneste album "EGGS" - og det efter en årelang sangskrivningsproces. I den periode levede bandmedlemmerne af kontanthjælp, SU og gavmilde forældre.
”Det koster også socialt. Men god, gennemarbejdet musik kræver hårdt slid og offervilje”, mente Rom som samtidig rettede en kritik mod nogle af sine kolleger for at være for magelige og for kun at kaste sig ud i store musikalske projekter, hvis de på forhånd er sikret støttekroner.
Networking er Gud
Men kunstnerne var ikke de eneste, der måtte stå for skud under aftenens debat - og ambitioner gør det ikke alene. Ofte bliver vejen til succes nemlig banet bag scenen. Det kunne
produceren Mich "Cutfather" Hansen som har stået bag en lang række af internationale hitliste-succeser for bl.a. Kylie Minouge, Whitney Houston og Christina Aguilera berette mere om. Foruden et øre for den slags musik, som har hitlistepotentiale, er Cutfather en gudbenådet netværker og mindst otte timer om dagen er han i telefon eller på mail med de rigtige folk ude i verden.
”Det er vigtigt at lære, hvordan en plade skal lyde, men det er mindst lige så vigtigt at lære de folk at kende, som ved hvordan lyden laves. Der mangler bagmænd, som kan sørge for at eksponere dansk musik. I Danmark er man ikke gode nok til at nurse de dygtige sangskrivere og producere, og det er en af årsagerne til, at vi er så langt efter for eksempel Sverige, der har fokuseret på de områder i mange år.”
I de seriøse musikmedier bliver der ofte set skævt til den type popmusik, som Cutfather er med til at eksponere, men succesproduceren er kynisk og indrømmede, at hitlisteplaceringer er et af de vigtigste succeskriterier – vigtigere end anmeldernes dom. Og så mente han i øvrigt, at man ved at sætte endnu mere blus under kedlerne på den kommercielle musik ville kunne skabe flere penge til den smallere del af den danske musikscene.
Medierne er gammeldags
Anders Reuter samlede tråden om mediernes rolle op, og kritiserede den danske presse for i stor stil at overse nye tendenser og fastholde musikken i et forældet billede, hvilket ifølge Reuter har en negativt afsmittende virkning på, hvem der får del i støttekronerne. En usund fødekæde, som Anders Reuter, kaldte det.
“Medierne opererer ud fra en opfattelse af, at der er en god og en mindre god musik og rockæstetikken fylder for meget. Man skal helst være et band, og helst et rockband, hvis man vil tages alvorligt, men det stemmer ikke overens med, hvad der sælger og hvad forbrugeren rent faktisk lytter til i dagens fragmenterede mediebillede.”
Reuter mente samtidig, at de danske medier ofte forpasser muligheden for at skrive om nye musikalske stilarter og distributionsmetoder og at man konsekvent forbigår nogle af de mange dygtige sangskrivere, der leverer stof til de mere kendte artister.
Engageret publikum en del af branchen
De omkring 80 mennesker som var mødt op til aftenens debat, udgjorde et engageret og veloplagt publikum – hovedparten selv en del af musikbranchen.
Mikael Højris fra Dansk Musiker Forbund var uenig i at medierne kun dækker rockmusikken og at succesen for det storhittende sangerinde Medina er et fint eksempel herpå.
Trommeslageren Stefan Grabowski mente omvendt, at der er alt for meget fokus på ”det sexede” og for lidt på selve musikken, og at danske medier altid jagter en eller anden form for guldkalv.
Og Singer/songwriteren Anders Ejsing vendte på tankevækkende vis debatten på hovedet ved at spørge, hvorfor det overhovedet er vigtigt, at dansk musik klarer sig godt i udlandet, idet han karikerede argumentationsrækken.
“Vi skal have dansk musik ud i udlandet, fordi vi skal have dansk musik ud i udlandet, fordi vi skal have dansk musik ud i udlandet. Hvorfor ikke i stedet fokusere på at lave noget, der er så godt og originalt, at vi bare føler vi burde dele det med udlandet?”
Originalitet var der masser af hos aftenens musikalske indslag, Vectral aka Søren Lyngsø Knudsen, der underholdte med udfordrende og abstrakte digitale lyde og komplekse rytmestrukturer.
Hitlistepotentiale har det ikke. Men spændende nok til at få et publikum. Enten herhjemme eller i udlandet.
TILBAGE
--------------------
Jazzdebat JAZZ
I samarbejde med Copenhagen Jazz Festival. Pressen - Politikens Hus, 5. juli 2009.
DR’s mand kom i skudlinien til debat om jazzens væsen og vilkår
Med Danmarks Radios chefredaktør for musik i panelet kom DR’s formidling af jazz, eller mangel på samme, til at fylde meget i en underholdende og ophedet debat om jazzens væsen og vilkår. Bag arrangeret stod Rytmisk Center i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival.
”Han er modig mand ham Ole Mølgaard, så meget skal han have,” lød det efterfølgende tørt fra en af de halvt hundrede jazzentusiaster, der var mødt op til arrangementet i Politikens hus. Og det må man give ham ret i. For det var immervæk DR’s øverste musikredaktør, der sad i skudlinien denne søndag eftermiddag den 5. juli. Han var eneste repræsentant fra medierne, der under den ophedede debat, blev betegnet som en verden, der totalt har mistet sin kulturelle rygrad.
Farverig forsamling og mange dagsordner
Det var ellers ikke fordi, der manglede skæve indslag fra panelet undervejs.
Forfatterinden Susanne Brøgger fortalte om jazzens oprindelse, via en historie om masturberende egyptiske guder, og frihedsfølelsen som jazzen frembragte i Danmark under anden verdenskrig. Trommeslageren Kresten Osgood, havde svært ved at sidde stille. Han dansede med publikum og viste dermed prøver på sine teorier om kunstneren som medicinmand og impro-visation som en menneskeret. Komponist og sangerinde Sussi Hyldgaard berettede om livet som moderne musiker, med eget pladeselskab.
”Det er svært, at være seriøs med musikken, når man også skal være entreprenør og svare på e-mails,” forklarede hun.
Alle havde de hver deres dags-orden. Og alle var de enige om, at jazzen har stor betydning, ikke bare for dem selv i deres eget liv, men også for samfundet - som en måde at trække vejret på.
Men ingen af dem fik altså den samme opmærksomhed som Ole Mølgaard.
Hård kritik af DR
Musikchefredaktøren forsvarede sig indledningsvist med, at Danmarks Radio aldrig har spillet så meget jazz som nu. Alligevel stod det klart, at publikum havde en anden opfattelse af playlistepolitik, krise og musikformidling, end den han lagde for dagen.
”Jazz kræver en nøgle. Man skal have nogle forudsætninger og introduceres,” forklarede Sussi Hylgaard. ”De unge hører ikke DAB-radio med jazz, for der er ingen journalister til at formidle. Og på tv er der næsten ingen jazzprogrammer,” beklagede hun.” Det synspunkt blev bakket op af mange fra salen, der efterlyste en mere seriøs formidling af jazz og jazzmusikere hos Danmarks Radio end blot ”blind afspilning af playlister”.
Forhadte playlisteudvalg og segmentering
Af andre kritikpunkter var playlisteudvalgene og den evige tale om segmenter indenfor DR.
”Jeg har hørt fra musikere, der nærmest skulle sidde skoleret overfor playlisteudvalget,” lød det kritisk fra salen.
”Hvorfor skal der hele tiden segmenteres,” spurgte Kresten Osgood retorisk. Hvis jeg lytter til DAB-radio kun med Jazz, så er jeg sat i bås som en, der kun hører jazz. Det gider jeg ikke. Jeg vil overraskes.”
Den overraskelse kunne Ole Mølgaard dog ikke love.
”Hvis man skaber en Italiensk restaurant med lækre retter, forventer folk noget i den retning, når de kommer. Så kan man ikke pludselig komme og servere fiskefrikadeller,” forklarede han. ”Men vi gør hvad vi kan for at udfordre lytterne.”
Flere penge og mere jazz på vej
Ole Mølgaard lovede, at der er flere penge og mere jazz på vej i 2010.
”2008 har været et historisk lavpunkt for jazzen, og det skyldes budgetunderskuddet i 2007,” erkendte han.
”Vi laver en workshop om formidlingen af jazz den 14. august med en 20-30 mennesker. I meget velkomne til at melde jer, og min telefon står altid åben, hvis I har gode ideer, ligesom I kan sende en mail til DR,” lød opfordringen til dialog.
”Vi tager dig på ordet, Ole,” kom det resolut fra salen.
Avantgardekunst og markedsvilkår
Men trods kritikken af DR var der også plads til refleksion omkring jazzen og musikerens rolle i fremtiden.
”Musikerne er nødt til at se sig selv i en ny rolle for at overleve,” indskød Fabian Holt, lektor i perfomance design ved Roskilde Universitet, oppe fra panelet. Her var Kresten Osgood lodret uenig.
”Kunstnere skal ikke designe sig til at passe ind i samfundet, tværtimod. Har vi noget at sige, skal folk nok lytte. Vi skal gå forrest og vise vejen,” fremturede han. Direkte udfordret af den benhårde ordstyrer Lene Johansen fra DR deadline kom det dog frem, at Kresten Osgood endnu ikke har udgifter til flyverdragter og institutionspladser.
At musikerne skal skabe musikken og koncentrere sig om deres kunst, var Susi Hyldgaard fuldstændig enig med Kresten Osgood i, men:
”Det gør vi jo alligevel. Problemet er bare, at man forventer, at vi sidder på et fattigt kammer og brænder for det, vi laver. Det gør vi også, uanset hvad. Men musik er en vigtig økonomi for Danmark. Derfor skal kulturen og den smalle musik plejes.” Susi Hyldgaard spiller de fleste af sine koncerter i Tyskland.
Efterfølgende blev der givet interviews til pressen, og arrangøren Carsten Bentzen fra Rytmisk Center udtalte, at de var så tilfreds med arrangementet, at de vil lave et lignende arrangement til næste års jazzfestival.
TILBAGE
--------------------
Sangens år – og hva’ så? SANGENSAAR
Debat og inspirationsworkshop d. 28. maj 2009 på Rytmisk Musikkonservatorium
Med tvang kommer lyst
- idéer til etablering af en fællessangskultur
Dansk Vokalforening og Rytmisk Center havde taget initiativ til debat og inspirationsworkshop om sangkulturen og fællessangens vilkår i Danmark. Afsættet for diskussionen var den umiddelbare succes med Sangens År 2008.
Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet er gået sammen om at støtte området i de næste tre år med 6 millioner kroner. Rytmisk Center og Dansk Vokalforening ønskede med arrangementet at undersøge, hvilke muligheder der er for at understøtte sangkulturen i fremtiden – er fællessangen stadig relevant, og hvad kan den bruges til?
Optakt
Aftenens ordstyrer Torben Steno lagde ud med en verbal optakt til arrangements egentlige kerne – inspirationsworkshoppen. Torben stillede bl.a. de centrale spørgsmål: Er det et problem, at man ikke vænnes til fællessang i Folkeskolen? Er det et problem, at Højskolesangbogen savner nyt og tidssvarende materiale? Bør man gøre op med frivillighedskulturen og indføre tvang med fx obligatorisk fællessang i folkeskolen? Hvor er den nye Carl Nielsen - og hvordan bliver man det, uden at have været spillet på P3?
Inspiration
Forsamlingen fik yderligere inputs og inspiration fra komponisterne Susi Hyldgaard og Peter Navaro-Alonso, som var inviteret til at fortælle om deres forhold til fællessang. De har begge deltaget i arbejdet med at skabe nyt materiale til Højskolesangbogen. Selvom både Susi og Peter til dagligt primært beskæftiger sig med mere udfordrende og ”smalle” genrer (jazz og ny partiturmusik), er fællessangen en del af deres musikalske opland, som konstant fornemmes i deres kompositioner. Desuden møder Susi og Peter løbende det brede publikum via bl.a. Susis projekter med musik for medarbejdere og Peters sidebeskæftigelse som kirkeorganist. De fortalte begge om deres oplevelser med fællessang og gav deres vinkler på, hvorfor fællessangen er nødvendig – også i dag.
Workshop
Ca. 15 engagerede vokalister var mødt op for at deltage i debatten og workshoppen. De fordelte sig i grupper af 3-4 personer og valgte via en pulje emner at diskutere ud fra. Målet var at komme med konkrete forslag til tiltag, der vil styrke fællessangskulturen i Danmark.
Emne: ”Fællessang – og tradition” samt ”Fællessang – og bredden/eliten”
• Indfør kor fra indskoling og op igennem klasserne i folkeskolen. Skab fx lilleputkor for de mindste og hav obligatorisk morgensang for alle
• Indfør tvang – man skal prøve fællessang, før man kan få lyst
• Styrk musiklæreuddannelserne – det kræver en troværdig, dygtig og lidenskabelig inspirator til at få formidlet glæden ved sang
Emne: ”Fællessang – og de 15-35-årige”
• Nå målgruppen gennem ny sangskrivning. Lad fx skoleelever skrive sange, som samles i en bog hvert år.
• Skab forståelse for, hvorfor det er vigtigt at synge noget, andre har lavet
• Bring fællessangen hjem i stuerne. Fx ved at have fællessang på tv dagligt 5 minutter før børnetime
Emne: ”Fællessang – og uddannelse”
• Indfør bedsteforældresang, hvor bedsteforældre synger med børnebørnene
• Få mere sang ind i børnehaverne
Emne: ”Fællessang – og fest” samt ”Fællessang – og krop og stemme”
• Skab et holdningsskifte i befolkningen, så man synger for at synge, og ikke synger for at lære at synge
• Styrk den maskuline fællessang, fx ved at indføre sang i motionscentre og på arbejdspladser
• Komponer nye fodboldsange – bring stadionsang op på et højere plan
Emne: ”Fællessang – og fornyelse”
• Introducer fællessang til nye situationer, fx ved at skabe en rammesang, man kan bruge i mange situationer (madlavning, tøjvask, havearbejde,…). Sangen skal være enkel og rummelig for improvisation og gendigtning
• Skab en kampagne, hvor man opfordrer alle til at synge for, hvis man kan
• Forny sangmaterialet med udgangspunkt i det sprog, vi har i dag – henlæg de gamle sange til historieundervisningen!
Emne: ”Fællessang – og integration”
• Skab et forum, hvor man kan præsentere sig og sin nationalitet gennem en fællessang fra det land/egn, man kommer fra; et forum, hvor man får lov til at holde fast i sine rødder (”jeg er dansk”, ”jeg er tyrker”…)
Afsluttende tanker og idéer
Som det jo oftest sker, fortsatte diskussionen, efter at det formelle program var slut. Bl.a. blev det debatteret, om hvorvidt højskolesangene generelt ligger for højt tonalt – men flere mente, at problemerne med at synge med mere hænger sammen med, at amatører har et for begrænset tonalt område at arbejde inden for.
Én foreslog, at man kunne udgive fællessangsantologier hvert år for på den måde at tilgodese både det historiske og det tidssvarende element i sangene. Fx blev det bemærket, at mange sange i Højskolesangbogen tematiserer 1864-krigen, men at der ikke er en eneste sang i 2005-revisionen, som handler om Irak-krigen.
Slutteligt udtrykte flere et stort ønske om en bedre udbredelse af node- og tekstmateriale – bl.a. via gode søge- og downloaddatabaser på nettet.
TILBAGE
--------------------
Scenekunsten i det moderne samfund SCENEKUNST
16. dec. 2008, Kødbyen, Karriere Bar
”Ordet bliver så småt”
Scenen er sat i det tidligere slagteri, som nu huser et af Kødbyens hippeste gå-ud-steder, Karrierebar. Der sidder tre scenekunstekspert og en enkelt journalist på et hævet plateau med ryggen mod de store vinduer, som fuldender den rå, historiebærende scenografi med fugtig asfalt, kittelklædte slagtere, lastbiler, røde neonskilte og enkelte søgende sortklædte københavnere som de mest klichéfyldte elementer, der glider forbi vinduerne denne eftermiddag. Det er tirsdag den 16. december 2008, klokken er 16, og vi er samlet for at diskutere nødvendigheden af scenekunst i det moderne samfund. Rytmisk Center har inviteret. Foran panelet sidder 30-40 tilhører. Mange er selv aktive scenekunstnere, får vi snart afsløret. Andre har administrative roller i teaterlivet, og resten er vist blot interesserede på civilt niveau…
Velkommen
Carsten Mørch-Bentzen fra Rytmisk Center siger det første ord – ”velkommen” – i årets sidste debatarrangement fra hans hånd og opfordrer alle til at møde op til Rytmisk Centers debatter i 2009.
Herfra er taktstokken i hånden på ordstyrer Kristian Danholm, der til dagligt er journalist på DR Deadline.
Kristian sætter navn og gerning på de tre scenekunsteksperter: Olav Harsløf, som er professor på RUC og har forsket i scenekunst; Inger Eilersen, som er uddannelsesleder på Statens Teaterskoles instruktøruddannelse; og Jan Kiwi, der er musikteaterchef på Baltoppen i Ballerup.
Debatten er snart i gang.
Scenekunsten er fri, fordi den ikke længere er nødvendig
Olav lægger ud med en betragtning om, at hovedspørgsmålet om, hvorvidt scenekunst er nødvendigt i det moderne samfund, må være et trickquestion:
”Hvis jeg bare svarer ja til, om scenekunsten er nødvendig, er debatten jo slut, ” indleder han, ”så i stedet har jeg undersøgt anden del af spørgsmålet, som handler om det moderne samfund.”
Olav opridser kort og præcist, at modernismen startede omkring 1845-46 og sluttede sidst i 1970’erne, og at vi derfor lever i post-modernismen:
”Det rigtige spørgsmål må derfor være: Var scenekunsten nødvendig i det moderne samfund?”
Han svarer selv bekræftende og opridser en række af de tunge dramatikerdrenge – Ibsen, Tjekhov, mfl. – som bl.a. kunne sætte aktuelle problemer til debat på og uden for scenen.
”Den rolle har scenekunsten ikke længere, ja, mange går ikke en gang i teatret mere, ” sammenfatter Olav. ”Det er derfor muligt at leve uden scenekunst. Svaret på spørgsmålet må derfor være: Nej, scenekunst er ikke nødvendigt i det moderne samfund!”
Men Olav understreger konkluderende, at scenekunsten nu er sat fri, netop fordi den ikke er nødvendig.
Tillad mig at være uenig
Inger får ordet og ”tillader sig at være uenig” med Olav – hun mener, scenekunsten er højst nødvendig i dag..
(”Fint, så har vi en debat!” indskyder ordstyrer Kristian med afvæbnende parodisk tv-vært-mine.)
Inger vil gerne fokusere på kernen i scenekunst: At nogen har en historie på hjertet:
”Der er sket en bevægelse, ” uddyber hun, ” hvor det tidligere var en dramatiker, som nedfældede sin historie, er billedet mere nuanceret i dag, hvor det ofte er en instruktør eller et helt team, der sætter et tema på dagsordenen.”
Inger oplever en fusion af stilarter i scenekunsten: cirkus, digitalkunst, dans, musik, osv. – scenekunsten har med andre ord ekstremt mange formmæssige muligheder.
Men samtidig ser hun også relevante formål med scenekunsten:
”Scenekunst kan noget, andre formater ikke kan, ”fremfører hun, ”for scenekunsten er menneskets spejl, det er et rum for refleksion, et forum hvor vi kan sætte ting på spidsen, og som ikke – i modsætning til f.eks. journalistikken – har ansvar over for kilder mv.”
nger peger på, at der er rigtigt mange i miljøet, som brænder for et emne – kunsten er at gøre det vedkommende for andre…
Vi skal udfordre – ikke bekræfte!
Jan afslører, at han egentlig har en baggrund som billedkunstner, og at han har arbejdet professionelt med scenekunst de sidste 20 år. Han er chef for Baltoppen, som i mange år har været ”spillested for tidens musik”, som Jan udtrykker det. Men…
”For fire år siden besluttede vi os for at lægge profilen om, ” forklarer han, ”vi har indledningsvist stillet os selv spørgsmålet om, hvilket hus vi skal være.”
Baltoppen skal fremover være et sted for ny scenekunst. Et sted, der både kan gøde vækstlaget og have grene ud til internationale netværk.
”Vi arbejder ud fra et mantra om, at scenekunst ikke skal være bekræftende – det skal være udfordrende. Og det er en langsigtet pædagogisk proces at få drejet publikum i den retning.”
På trods af de høje kunstneriske ambitioner føler Jan sig hverken truet eller udsat ved tanken om Baltoppens geografiske placering i periferien af København:
”Jeg er ikke i tvivl om, at vi hos Baltoppen kommer til at bevise tesen om, at hovedstadens innovative kræfter ligger i yderkanten af byen.”
Åndelig iltmangel
Eksperterne har nu haft hovedrollen – det er tid til at bringe tilhørerne ind:
”Er der nogen, der kan give mig definitionen på scenekunst, ”spørger Kristian åbent. Intet svar. ”Er nogen i tvivl om, hvad scenekunst er?” Fortsat tavshed… En tilhører, der oplyser, at han selv er scenekunstner, bryder muren:
”Jo, vi er sgu’ da i tvivl om, hvad den præcise definition på scenekunst er. Men mit bedste bud er, at det er kunst, der udfolder sig på scenen. I min verden er ikke al teater kunst.”
Olav giver – igen – et historisk rids:
”I 50’erne kaldte man scenekunst for ’sal og tribune’ – i dag hedder det blot ’scenen’. Man har med andre ord flyttet fokus fra publikum til kunstnerne.”
Jan vil gerne tale mere om publikum:
”Prøv at kigge på teaterlivet sydpå. Jeg oplever en stor kraft, energi og søgen fra publikum. Herhjemme er publikum mere indadvendt. Det afspejler sig i teaterudbuddet. Det bliver lidt kedeligt. Det giver åndelig iltmangel. Det skal ses i lyset af, at netop kunsten bidrager til bl.a. humanistisk og demokratisk tænkning. Samfundet har sgu’ brug for scenekunsten!”
En fra salen er ikke i tvivl om, at scenekunsten er uundværlig. Hun går endda så vidt som til at udråbe alt til at være scenekunst:
”Alle kunstarter og medier har nærmest taget scenekunstens virkemidler til sig – se bare f.eks. nyhedsformidling og rockkoncerter. Men det kunsten kan, er at give os alle en kritisk bearbejdning af alt omkring os – i stedet for bare at lulle os i søvn.”
Olav supplerer med en kommentar om site-specific scenekunst med udgangspunkt i en netop afholdt større event på Bolsjefabrikken skabt af bl.a. 80 skuespillere, musikere, visual artists, mfl.:
”Og tag bare Kødbyen som eksempel. Her ligger en stor, fælles fortælling gemt, som med enkle greb kan blive til fantastisk scenekunst. Lige her.”
Noget for pengene
Inger mener, at scenekunstbegrebet er meget bredt:
”Scenekunst er alt det, der sker i et rum, og som ikke er dokumentarisk – teater, opera, rock, poetry… you name it! Scenekunsten kan formidle følelser som ingen andre kunstarter. Sorg, jalousi, forelskelse. Nogle gange bliver ordet alene for småt.”
Kristian vil gerne tematisere modtageren, publikummet igen:
”Jan, lider scenekunsten ikke blot af, at vi som forbrugere har rimelig store forventninger til, hvad vi bruger tid og penge på?”
”Jo, ” bekræfter Jan, ” Men det er netop det, jeg efterspørger – større nysgerrighed hos publikum. Jeg så gerne, befolkningen var i kontakt med kunst løbende fra vugge til krukke. Kunst skal ikke kun være lystbetonet, det bør være en langt større del af menneskets dannelse.”
En scenekunstlærer fra salen indskyder, at:
”… Jeg oplever, at mange almindelige mennesker er bange for eksperimenterende teater. De er bange for at føle sig dumme!”
Olav bryder ind. Han bliver provokeret af kategoriseringen ’publikum’ og ’kunstnere’:
”Der findes mennesker. Og når menneskemassen får en kritisk størrelse, forvandler den sig til et publikum, og andre forvandler sig til skuespillere – det var sådan de græske tragedier opstod.”
Inger savner mere omtale og bedre ledelse af teatrene:
”Man er ikke nødvendigvis en dygtig teaterleder bare fordi, man er en dygtig kunstner. Det tager tid at blive en stærk businessleder. Samtidig mener jeg ikke kun, det er publikum, der skal opdrages på – der skal en masse lobbyarbejde i gang hos beslutningstagerne.
Med enhver debat om kunst følger en diskussion om penge. Således også her – det er Olav, der bringer emnet på banen:
”I kølvandet på postmodernismen skete der en sammensmeltning af kunstarterne. Grænserne mellem teater, musik, performance, installationer, mv. blev udvisket. Problemet er, at Kunstrådet stadig fordeler midlerne i specifikke kasser.”
En tilhører bruger sin taletid på generelt at bede om flere penge til scenekunsten: ”… så kan vi komme ud til et større publikum.”
Nye måder at lave teater på – nye succeser
Inger fortæller, at tysk teater blomstrer og giver et eksempel på hvorfor:
”På Volksbühne i Berlin har de en anden måde at lave teater på, end vi kender herhjemme. De har en langt mere radikal tilgang og tør tage gevaldige chancer. Grundlæggende giver de scenen til en kunstner for en periode. Kunstneren kan herefter folde sin vision fuldt ud ved at gøre, hvad han vil med de økonomiske og menneskelig ressourcer, han har til rådighed. I Danmark har vi fortsat en ekstremt traditionel struktur og rollefordeling i teaterverden.”
Kristian søger en forklaring på, hvad de teatre i Danmark, der mod alle odds har succes med nye teaterformer, gør. Hvad er formlen?
Olav har ikke svaret, men giver mange årsager til succeserne:
”Bornholms teater har udsolgt stort set hele sæsonen, uden at de nogensinde annoncerer. Det skyldes dybt indgroede vaner hos det lokale publikum. Andre teatre er lykkedes med at lægge nogle helt uigennemskuelige snit skråt gennem de traditionelle målgrupper. Hvad de gør, ved vi ikke.”
Mediernes magt?
Inger bytter for en kort stund rundt på spillets roller, da hun spørger Kristian – egentlig dagens ordstyrer – om, hvorfor medierne konsekvent nedprioriterer omtale af scenekunst:
”I modsætning til sportsbegivenheder og nuttede isbjørne, skaber kulturnyheder ikke identifikation, ” indleder Kristian, ” så i en nyhedstime ryger kulturnyheder nederst i bunken, og vil typisk være en hyggelig afrunding på f.eks. Tv-avisen. Samtidig har DR fundet en række metoder til at håndtere kulturstoffet i forhold til deres public service-forpligtelser – bl.a. med Kulturguiden, der er et overbliksprogram, det er virkelig billigt at producere, og i programmer som Smagsdommerne og filmmagasinet Premiere.”
En tilhører advarer mod at fokusere for meget på mediernes magt og opfodrer i stedet kunstnerne til selv at tage teten:
”Jeg er da i tvivl om, hvorvidt medierne sidder på magten. Jeg mener, det er kunstnerne, der sidder på magten. I stedet for at bruge så meget energi på at komme i medierne, bør de hellere bruge energien for at finde, nå og stimulere deres publikum direkte via netværk og elektroniske medier. Jeg ved bl.a., at unge musikere opdeler deres tid i 50 % på kunst, 50 % på networking med deres publikum.”
Hvis man vil nå medierne, kommer Kristian dog med et konkret tip:
”I bliver nødt til at sætte jeres forestillinger i et samfundsmæssigt perspektiv for, at vi har en historie at fortælle. I må tænke udover de minutter, hvor der sker noget på scenen. Den tilgang har bl.a. givet forestillingen ’Pretty Woman’ på Husets Teater mængder af landsdækkende omtale.”
Debatten lakker mod enden. Jan mener, at scenekunsten er på vej mod ’det rigtige’ og er således fortrøstningsfuld. Inger lover at uddanne fagligt kompetente instruktører med historier på hjertet. Og Olav sætter sin lid til Ingers elever: ”Det er dem, der spiller den største rolle i udviklingen af scenekunsten.”
Få minutter efter det (næst)sidste ord har forladt scenen, tager scenetruppen A-Kompagniet over: En trist kaktus, en flad tandpastatube, en electric boogie julemand med topmave og iPod… Stilhed, opbrud, dans foran og bag vinduet. En stum, morsom og fysisk forestilling. Ja, kun ét enkelt lille ord har kompagniet taget med til sit publikum i dag: ”Død.”
Kl. 18 er det hele forbi.
TILBAGE
--------------------
Debatmøde, Fremtidens musiker – 9. dec. 2008 FREMTIDENS MUSIKER
Cafe Luna, Rytmisk Center
Fremtidens musiker har styr på netværket
Musikerens vilkår har ændret sig i takt med at nye medier og musik(for)brugere er kommet til. Samtidig er hele strukturen omkring den enkelte musiker i opbrud: F.eks. leder pladeselskaberne efter et sundt ståsted, mens en række webtjenester med MySpace og Facebook i front muliggør selvpromovering og frister kunstnerne til at forære musikken væk.
Men opbruddet giver også musikerne en række muligheder for at få musikken ud og for at skabe en fornuftig økonomi. Det kræver imidlertid mere af den enkelte. Og at man tør tænke i helt nye baner og hælde fortidens dogmer overbord. Hvor nøgleordene tidligere var ”tariffer” og ”rettigheder”, er fremtidens musiker mere optaget af netværk, forretningsplaner og musikalsk diversitet hos den enkelte.
Rytmisk Center havde inviteret til debatarrangement om Fremtidens Musiker tirsdag 9. december 2008 i café Luna hos Rytmisk Center selv. Udover debatten bød eftermiddagen på en eksklusiv showcase med Emil de Waal og Spejderrobot.
Verden omkring os har ændret sig
Fremmødet til debatten var ikke stort denne grå decembereftermiddag, men det gjorde bestemt ikke debatten mindre relevant, levende og interessant.
Carsten Mørch-Bentzen fra Rytmisk Center indledte med erkendelsen af, at de på skolen har oplevet, at verden dem har ændret sig. Der er kommet en ny type musikere – en blanding af musikere i traditionel forstand og ’ikke-musikere’, som har en anden tilgang til det at skabe musik. De stiller nye og anderledes krav til undervisningen og tilbuddene på skolen.
Det er en af grunden til, at Rytmisk Center har startet linien Musik+, hvor bl.a. dagens paneldeltagere Bjørn Fjæstad (sanger mv.), Emil de Waal (trommeslager mv.) og Spejderrobot (producer mv.) underviser.
Carsten gav ordet til ordstyrer Nicolaj Hyltén-Cavallius (direktør i musikselskabet Artiscope, formand for DUP), som præsenterede panelet, der – udover de tre nævnte musikere – bestod af: Søren Reiff (musiker) og Martin Buck (redaktionschef på Bandbase.dk).
Musik er kun en lille del af arbejdet
Som første mand i rækken lagde Søren Reiff (stand-in for Mikael Højris, som måtte melde afbud) ud med at præsentere sin historie og komme med sine bud på musikerens rolle fremover.
Søren har en lang karriere som sessionmusiker i ind- og udland bag sig, skriver musik til reklamefilm og er involveret i mere kunstneriske musikalske sammenhænge. Han har netop skrevet en bog om branchen: ”Gode råd… er guld værd”.
Han fremhævede det inspirerende i, at teknologien nu muliggør musikalsk samarbejde med folk fra hele verden – også musikere, man aldrig har mødt! Og han understregede, at man som musiker skal til at vænne sig til, at selve musikken kun er en lille del af arbejdet – PR, økonomi, netværk, mv. skal have mere og mere fokus for, at det hænger sammen.
Indholdslavine og frivillighedskultur hæmmer det professionelle miljø
Martin Buck fra Bandbase.dk (tidligere MyMusic) oplever, at musikerne tilsidesætter alle rettigheder blot for at ’komme ud’. Bandbase oplever derfor en gigantisk indholdslavine. Alle sender ukritisk deres materiale ind.
Martin mener, at man nøje skal overveje, om nettet er ’ens ven’ i denne sammenhæng, eller om man blot sidder og sløser sin tid væk på Facebook og MySpace.
Han ser to typer musikere for sig: Ham, der blot brænder for musikken, og den bevidstgjorte kunstner, som iscenesætter sig selv og styrer sin karriere.
Martin understregede, at Bandbase giver Koda penge, som fordeles blandt sitets artister.
Og apropos penge, så fremhævede Spejderrobot, at frivillighedskulturen i branchen er blevet et større og større problem. Bl.a. får han tit forespørgsler på remixes og bliver mødt med undren, når han fortæller, at han skal have penge for sit arbejde.
Han mener, det er musikernes egen skyld og opfordrer til et opgør med frivillighedskulturen, så man igen kan tjene penge på sin musik. Ellers bliver det hobbymusikeren, der vil sejre fremover.
Bliv frontløbere i revolutionen!
Bjørn Fjæstad har med sine mange år i branchen både oplevet de ’gode gamle dage’ og tidens nye betingelser på egen krop.
Som frontmand i BAAL fik han en major-pladekontrakt tilbage i ’96 med dyr pladeproduktion, minutiøst planlagt karriere og hype om bandet i slipstrømmen på et godt salg af debut-albummet.
Bjørn oplevede imidlertid, at han mistede kontrol over sin karriere og kunstneriske udvikling. Og meget apropos diskussionen om, at musikforbrugerne stjæler kunstnernes musik, følte Bjørn dengang, at pladeselskabet ”stjal hans plade” pga. gradvist tab af kunstnerisk kontrol for bandet.
Selvom musikbranchen i dag er præget af amatørisme og gratisme, mener Bjørn, det er en tid med mange muligheder for musikerne – både for at udkomme med sin musik og for at tjene penge.
Man kan indspille en plade på sin laptop og uploade den på nettet på to minutter. Og som kunstner skal man spille på langt flere strenge. Selv er Bjørn involveret i teater og undervisning – men har fortsat basen i BAAL, som det kunstneriske projekt for alle bandmedlemmer.
Bjørn opfordrer alle musikere til at være med til at præge udviklingen og være frontløbere i den igangværende revolution.
Glem ikke de traditionelle musikerjobs
Emil de Waal er musiker ’af den gamle skole’, som han selv præsenterer sig. Han er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han nu også underviser, men har siden hen spredt sig over mange genrer og roller i branchen.
Emil synes, at musikbranchen lige nu er virkelig spændende, fordi den er så alsidig. Selv spiller han i mange forskellige sammenhænge som sessionmusiker og har sine egne musikalske projekter ved siden af.
Han oplever, at når han drager ud i verden og bruger den som legeplads – virtuelt og bogstaveligt – skal man gi’ noget for at få noget igen. Men den gensidighed hjælper ham med at komme ud med ’sit shit’!
Emil understregede, at der er utroligt meget fokus på det nye, på vækstlaget – ’Kulturministeren elsker vækstlag’ – i debatten. Men at man ikke må glemme, at der stadig er masser af teaterjobs, røvballejobs, mv. i branchen. Det repræsenterer trods alt en stor del af musikerfaget.
Bandet som arbejdskollektiv
Et gennemgående tema i den efterfølgende debat var den øgede professionalisering af artisterne. Hvor man tidligere brugte al sin tid i øvelokalet, mente flere af panelisterne, at man skal disponere 30-40-50% af sin ’musikertid’ på netvorking, PR/markedsføring og økonomi. Kunsten bliver at finde en sund balance:
”Hvornår fa’en har I tid til at lave musik?”, tænker Martin Buck fra tid til anden, når der står ’fire fyre fra et advokatkontor’ foran ham og præsenterer bandet.
Bjørn Fjæstad opfordrer til at skabe en god arbejdsfordeling i bandet, så alle har opgaver udover det rent musikalske – gerne opgaver, den enkelte synes er sjove og har flair for: ”… ellers lander det hele hurtigt hos et af bandmedlemmerne.”
Det er Bjørns opfattelse, at den nye generation af musikere er meget bevidst om disse ting.
Nicolaj Hyltén-Cavallius understregede, at man ikke skal være så bange for merkantile udtryk som ’forretningsplan’ og ’økonomistyring’:
”Brug det som inspiration, få sat nogle mål og nogle deadlines, I kan arbejde for. En forretningsplan skal ikke ødelægge jeres glæde ved at skabe musik!”
Nicolaj gjorde desuden opmærksom på, at flere og flere bands kalder sig ’kollektiver’, som også inkluderer folk, der ikke har noget med musikken at gøre, men i stedet tager sig af opgaver omkring musikken – PR, artwork, mv.
Mht. diskussionen af prioritering af tid kom Martin Buck med en enkel tommelfingerregel:
”Vær opmærksom på hvad du er god til, og hvad andre er bedre til end dig, og sæt værdien af hver time, du bruger, til 500,- kr. Hvis du f.eks. vurderer, du skal bruge 20 timer på at banke et halvdårligt website sammen, kan du i stedet vælge at bruge 10.000,- kr. på at få lavet et godt. Og du kan bruge de 20 timer på at udvikle din musik i ro og mag i stedet. På den måde har du klart overblik over, om I bruger jeres tid i bandet bedst muligt.”
En branche i opbrud
Der blev budt ind med flere kommentarer, holdninger og spørgsmål fra de fremmødte i salen.
En udtrykte bekymring over den store fokus i tiden på form frem for indhold, som man bl.a. kan opleve i de store TV-shows.
Hertil mente Spejderrobot, at form og indhold ikke kan skilles ad, og at de unge under alle omstændigheder fravælger tv frem for interaktive medier som web.
En anden i salen fortalte, at Tiger-butikkerne udgiver cd’er, som de sælger for 20,- kr. Det skulle efter sigende gå strygende for enkelte artister. Og også for Tiger, som har nu har en A&R-manager.
Og to teenagere beskrev, hvordan deres musikforbrug navigere uden om både cd-hylder og pirattjenester. De køber brugte LP’er, går på opdagelse på biblioteket og søger inspiration i litteratur og på nettet efter ny musik, de måske kan være de første til at opdage…
Der var mange signaler på en branche i opbrud og udvikling.
Musik
Panelisternes slutkommentarer kredsede i høj grad om at bruge tiden på det rigtige – og på at fokusere:
”Beslut dig for, hvad du vil bruge din tid på det næste år, fokusér 100% på det og spild ikke din tid. Ellers dør du af stress,” som Emil de Waal formulerede det.
Spejderrobot understregede vigtigheden af at outsource de arbejdsopgaver, man ikke selv har tid til:
”Ellers ender det med, jeg sender mine skitser til Filippinerne og får dem til at færdiggøre min musik.”
Martin Bucks bedste råd til fremtidens musikere stammer fra Tom Waits: “Break windows, smoke cigars, and stay up late!”
Eller som Bjørn Fjæstad formulerede det: “Husk nu at skabe noget fantastisk smuk musik.”
Emil de Waal og Spejderrobot lukkede debatten med 25 minutters jammet og dragende electronica.
TILBAGE
--------------------
Freelance musikernes vilkår – 3. dec. 2008 FREELANCE
Inspirationsmøde, Kulturhuset Islands Brygge
”Vi er ikke arbejdsløse, vi er indtægtsløse…”
Når man er kunstner, er man en del af arbejdsmarkedet. Men hvilket arbejdsmarked? Og er det danske arbejdsmarked overhovedet gearet til at håndtere den virkelighed, kunstnere står i?
Helt aktuelt er dagpengereglerne blevet strammet, så man bl.a. er forpligtet til at søge fire fuldtidsstillinger – fagområde underordnet – om ugen for at opretholde dagpengeretten. Det harmonerer dårligt med f.eks. musikernes vilkår, som er præget af freelancejobs og kontrakt- og deltidsansættelser.
Men har dagpenge i virkeligheden tidligere fungeret som en skjult kunststøtte? Bør kunstnere have særregler if. til andre faggrupper? Hvilken betydning har den nuværende arbejdsmarkedssituation for kunstlivet? Hvad gør man i udlandet?
Disse og mange andre spørgsmål og synspunkter havde Rytmisk Center og Dansk Tonekunstner Forening sat sig for at undersøge ved at invitere til debat i Islands Brygges Kulturhus 3. december 2008.
Et nødvendigt inspirationsmøde
Konsulent Carsten Mørch-Bentzen fra Rytmisk Center – den ene af arrangørerne – bød velkommen. Og begrundede samtidig valget af dagens debatemne med, at Rytmisk Center helt aktuelt har svært ved at skaffe og fastholde de ca. 200 timelønnede musiklærere, skolen engagerer hvert år. Mange forlader freelancetilværelsen til fordel for et fast job uden for deres musikalske fag.
Herefter var scenen for en kort stund overladt til to freelancemusikere, sanger Mads Elung-Jensen og pianist Ellen Refstrup, som fremførte to ud af de 24 stykker i Schuberts Vinterrejse. På den måde fik debatten en smuk og helt konkret klangbund at leve på.
DR-journalist Lene Johansen kunne som ordstyrer give bolden op med meldingen om, at en af debattens modparter, Venstres kulturordfører Troels Christensen, var forhindret i at komme pga. sygdom. Arrangementet skulle derfor ses som et inspirationsmøde. Alle blev opfordret til at byde ind i debatten med inputs, som senere kan formidles til politikerne.
Lene gav ordet til Maud Sauer fra den hollandske organisation Kunstenaars & Co.
Hollandske kunstnere har en dagpenge-lignende støtteordning
Maud Sauer er selv freelance musiker (oboist) og er herudover involveret i Kunstenaars & Co, som er en privat nonprofit organisation, der arbejder for at styrke kunstnernes professionalisme og forretningsmuligheder.
Maud fortalte, at den nuværende situation i Danmark på mange måder kan sammenlignes med betingelserne for kunstnere i Holland anno 1999:
”Frem til 1999 var det bredt accepteret, at kunstnere kunne supplere indtægten med arbejdsløshedspenge. Men de politiske vinde skiftede, og der blev stillet skarpe krav til, at alle skal være en del af et det traditionelle fuldtidsarbejdsmarked for at opretholde retten til understøttelse.”
Maud var via Kunstenaars & Co. involveret i et storstilet lobbyarbejde for at skabe en ordning, der var rimelig for freelance kunstnere, og som ville få accept i den brede befolkning:
”Vi skabte WWIK-ordningen, som er en støtteordning for kunstnere. Der er ikke noget krav om, at kunstneren skal søge arbejde, når han er på WWIK-støtte. Til gengæld skal kunstneren selv tjene penge og dokumentere, at han øger sin indkomst (fra 2.800€ - 6.000€) i de tre første år. Desuden skal kunstneren opfylde nogle bestemte kriterier for, at få WWIK-støtte – han skal kort sagt dokumentere, at han er kunstner, f.eks. med et eksamensbevis fra et kunstakademi.”
Ud af 96.600 registrerede kunstnere i Holland (1,2 % af befolkningen) er 2.500 pt. på WWIK-støtte.
”Filosofien og argumentationen bag WWIK er, at det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at hjælpe kunstnere til på sigt at kunne opretholde en egen indtægt inden for deres fag, i stedet for at tvinge dem ind i fast arbejde i et helt andet fag. På den måde spilder samfundet nemlig mange uddannelsespenge på kunstskolerne.”
Kunstenaars & Co sætter ikke blot kunstnerne på en passiv ydelse, men støtter dem i et 5-punkts program med bl.a. intensiv information, coaching og løbende evaluering af kunstnerens løbende erfaringer. Maud præsenterede desuden et udvalg af Kunstenaars & Co’s aktiviteter og samarbejder med kunstnere.
Der er flere fagområder, som allerede har lovgivningsmæssig særstatus i Danmark
Lene Johansen åbnede for paneldebatten med Maud Sauer, Anders Laursen (formand for Dansk Musiker Forbund) og Lena Brostrøm Dideriksen (formand for Dansk Artist Forbund), som var den første, der fik ordet:
”Pt. er der ingen politiske initiativer og ingen dialog. Derfor prøver vi at flytte diskussionen fra blot at handle om beskæftigelsespolitik til at handle om kulturpolitik, og også erhvervs-, social- og uddannelsespolitik. Samtidig vil vi gøre op med holdningen om, at ’det-der med musik er noget, man gør i sin fritid’ – vi skal gøre noget for alle de professionelle udøvende musikere, så de kan beskæftige sig med deres fag; det de er bedst til. Vi er meget inspireret af den hollandske WWIK-ordning.”
Lena bemærkede desuden, at der ikke er noget nyt i, at visse fagområder har særstatus – Claus Hjort-Frederiksens hovedargument for ikke at ville kigge på kunstnernes muligheder i dagpengesystemet. Det har bl.a. landbrug og fiskeri.
Anders Laursen efterlyste en bredere accept af, at kulturens arbejdsbetingelser er en fuldt integreret del af kulturområdet:
”Kunstnerne vil gerne have gang i en karriere, men der findes stort set ingen faste jobs inden for de kunstneriske fag. Og kravet for at opretholde dagpengeret er, at man søger fire faste stillinger om ugen. Det gør det nærmeste umuligt at få en karriere, som er sammenstykket af freelancejobs, i gang. Resultatet er, at den enkelte kunstner taber 5-7 års dyr uddannelse fra f.eks. konservatoriet på gulvet og ender i et fast job inden for et helt andet fag.”
”Intet er mere tilfredsstillende end at klare sig selv”
Som et lille intermezzo citerede Lene Johansen den sygdomsramte V-kulturordfører Troels Christensen – han havde fremsendt sin planlagte tale:
”Når man vælger at blive kunstner, vælger man en usikker tilværelse, hvor der ikke er fast arbejde til alle. Til gengæld får man et mere spændende og fleksibelt liv end de fleste, som har et ’kedeligt job’ med villa, volvo og vovse. Intet er mere tilfredsstillende end at klare sig selv, og staten skal ikke udvikle sig til en ren barnepigestat. Regeringen har derfor ingen planer om at ændre den nuværende dagpengeordning.”
Lene understregede, at citaterne er plukket frit fra Troels’ tale.
Det var tid til synspunkter, kommentarer og debat fra både panelet og salen.
Vi vil ikke være ’særlige’
Lena Brostrøm fremførte, at kunstnerne ikke vil have særbehandling, men blot efterspørger nogle beskæftigelsesvilkår, som er rimelige if. til den type arbejde, de udfører. Samt at de forskellige kunstarter hverken har samme betingelser eller behov – man skal passe på med at betragte kunstnere som en homogen gruppe.
Anders Laursen mente, at man allerede nu begynder at mærke manglen på timelønnede musikere, censorer, musiklærere, mv. Og at det bliver langt mere markant i årerne, der kommer. Som Anders polemisk bemærkede:
”Man taler meget om den danske Flexicurity-model. Men i vores branche kender vi kun til ’flex’ ikke til ’security’”
Lena håbede, at man fra politisk hold snart vil opleve en opvågning:
”Inden længe kan problemet læses i statistikkerne. Det vil ikke bare være et problem for de mest udsatte kunstnere – nej, også de kunstnere, mange gerne vil se, ryger ud af faget…”
Kunstuddannelserne er under pres
En freelance-musiker fra salen bemærkede, at kunstuddannelserne de seneste år er blevet gradvist ændret, så der er større vægt på pædagogiske og erhvervsfaglige færdigheder end tidligere ifh. til det kunstfaglige:
”Vi skal passe på, at balancen ikke tilter!”
Anders Laursen kunne fortælle, at den britiske regering netop har bevilget 400 mio. pund til de kreative fag i den engelske grundskole.
”Måske kan vi få Beatles igen?”
Samtidig advarede Anders mod at gøre kunstverden afhængig af erhvervsstøtte – det er meget konjunkturfølsomt og savner samfundsmæssig forankring. Kunst skal være på finansloven.
En anden freelance musiker fremlagde problematikken meget præcist i sit kontante opråb:
”Vi er ikke arbejdsløse. Vi er indtægtsløse!”
Tal til kulturbrugerne
Den klassiske sanger Jane slog tonen an i debattens slutspurt og fik kulturbrugerne på banen:
”Det er mit indtryk, at politikerne ikke lytter på vores argumenter. Men hvad nu, hvis vi kan skabe et tryk ved at tale til befolkningen i stedet.”
Rektor fra Rytmisk Musikkonservatorie, Henrik Sveidahl, var enig:
”Vi må erkende, at det, der fænger hos politikerne, er det, borgerne synes er vigtigt.”
Billedkunstner Ole Sporring fra Billedkunstnernes Forbund spurgte til panelmedlemmernes tanker om evt. aktioner.
Både Anders Laursen og Lena Brostrøm kunne afslutningsvist bekræfte, at der bliver arbejdet hårdt og kreativt på gangbare løsninger og konstruktiv dialog med politikerne. Og begge erklærede sig enige i, at befolkningen skal i tale – men hvordan:
”Spørgsmålet er, om befolkningen virkelig er interesseret i at vide, at kunsten er på røven!?”
TILBAGE
--------------------
Kunst vs. Forretning KUNSTVS
22. oktober, Borups Højskole
Pernille Rosendahl vil ikke i seng med Coca Cola
Kunst vs. forretning. Det var overskriften, da der onsdag d. 22. oktober 2008 blev kaldt til paneldebat i Borups koncertsal, et stenkast fra Christiansborg. Kan musikken uden at miste sin integritet knytte bånd til erhvervslivet og hvordan kan musik brandes via alternative kanaler? Bag arrangementet stod Musikparlamentet, en helt ny forening, der vil skabe debat og kommunikation mellem branche, udøvere og brugere af musik. Det lykkedes flot – - ikke mindst takket være samarbejdet med Rytmisk Center, der gjorde arrangementet muligt.
Med sansepirrende elektronisk musik, yndig mekanisk ballet, cabaretrekvisitter og veloplagte korpiger skød den 23-årige sanger og tidligere ballerina Nanna Øland Fabricius, alias Oh Land aftenen i gang. Og det så overbevisende, at det nær stjal billedet fra den debat, hun var opvarmning til. Heldigvis blev også den interessant. Og de mere end 100 fremmødte fik, hvad arrangørerne forinden havde håbet: en usædvanlig god musikoplevelse - og stof til eftertanke.
Hvordan tjene penge, når produktet er gratis?
Forinden havde Rasmus Ardahl budt velkommen til en aften med fokus på musikernes overlevelse i en digital verden. Rasmus Ardahl som er en af initiativtagerne til Musikparlamentet, har problemstillingen tæt inde på livet til hverdag. Han er nemlig en af hovedkræfterne i Bandbase.dk - relanceringen af Mymusic.dk og udstillingsvindue for uafhængig dansk musik. Her kan nysgerrige overvåge og lytte til nye talenter, og vækst- og mellemlaget i dansk musik score nye fans. En ny aftale med KODA bidrager til at styrke indtægtsmulighederne for både Bandbase.dk og kunstnerne, men det er ikke desto mindre svært at tjene penge på musik, når en hel generation af musiklyttere er blevet vant til, at musik er noget man henter gratis på nettet.
Den digitale revolution har ændret vilkårene for musikere og mulighederne for indtjening - hvordan skal man forholde sig til det?
Et delt debatpanel
”Jeg tager det som en direkte provokation, når mine venner downloader musik gratis fra nettet", sagde Carpark Norths Søren Balsner blandt andet. ”I dag er vores pladeselskab enormt lykkelige, når vi sælger 7.000 albums. Det er meget mindre end hvad vi solgte, dengang vi debuterede.”
Søren Balsner var ikke ene om at erkende, at det de senere år er gået stærkt ned ad bakke rent økonomisk:
”Jeg lever ikke af min musik - og det selvom jeg har lavet en plade med et multinationalt selskab”, forklarede Pernille Rosendahl (Swan Lee / The Storm). Hun fortsatte:
”Man er måske musiker tre dage om ugen, og resten af tiden er man nødt til at lave noget andet.”
Balsner og Rosendahl udgjorde den ene fløj af aftenens debatpanel, som desuden bestod af pengemændenes ambassadører Henrik Böwadt fra Nokia Music og Rune Kiowsky fra Initiative Universal Media. Ordet blev styret af forfatteren og musikeren Henrik Marstal, der blandt meget andet har været næstformand for Kanonudvalget for musik. Marstal kunne supplere musikerne og minde om, hvordan grænsen for hvornår man har kommerciel succes, nedjusteres i takt det faldende pladesalg. I Danmark får man i dag en guldplade når man har solgt 15.000 albums – en gang skulle man sælge mere end tre gange så meget. Det er resultatet af den digitale udvikling – en udvikling der på den ene side giver nye muligheder, men som altså også skaber problemer.
Mobiltelefoner med musik i
Henrik Böwadt der blandt andet har en fortid som A&R hos Sony og som manager for det danske band Lily Electric har på Nokia Music valgt at fokusere på mulighederne i den digitale verden. Nokia Music har således søsat en ny forretning, hvor man oveni købet af en mobiltelefon køber et års gratis download af musik. Den model kunne medierådgiveren Rune Kiowsky godt se det fornuftige i:
”Jeg tilhører godt nok en generation, der synes at det fysiske objekt er dejligt at have. Men det er interessant med nye spillere på markedet – og det er smart tænkt med add ons som i Nokias tilfælde. Hvorfor ikke vælge Nokia frem for et andet selskab, når man køber sin telefon, hvis man får en masse musik med i købet?”
Henrik Böwadt blev flere gange spurgt, hvad kunstnerne økonomisk får ud af samarbejdet med Nokia, men det undlod han at svare på. Til gengæld understregede han, at Nokias tiltag netop viser, at musikken ikke er gratis.
Kunstnerne bliver taget som gidsler
Pernille Rosendahl gav mediebranchens folk ret i, at der i dag er mange nye spændende muligheder, men hun er bange for, at kunstnerne bliver udnyttet:
"Jeg synes, at TDC og Nokia holder kunstnerne som gidsler. Pludselig optræder man i en reklame for en mobiltelefon. Jeg kan ikke se, hvordan vi kommer til at tjene penge på musikken på den måde”, sagde hun og fortsatte:
"Jeg har ikke lyst til at sælge ud, og siger tit og ofte nej til forskellige frække tilbud. Coca Cola synes alligevel kun man er funky i én sæson. Det er ikke en farbar vej, at læne sig for meget op ad en stor virksomhed.
En spændende debat med en god finale
Debatpanelet nåede ikke til enighed denne aften – og det var heller ikke meningen. Musikparlamentet er først og fremmest blevet født så musikparlamentarikerne kan drøfte musikken og fremtiden for den. Aftenens andet band Boom Clap Bachelors rundede af, og som Oh land viste de, at der er lys forude. I hvert fald kunstnerisk. Initiativtagerne takkede Carsten Bentzen og Rytmisk Center for at debuten blev mindeværdig.
TILBAGE
--------------------
Ghettosnak GHETTO
En aften med rap og debat om gadebrande og ghettodannelse
Der var pænt med mennesker, god stemning og masser af hiphop, da Rytmisk Center torsdag aften den 22. maj havde inviteret til debatmøde i Ideal Bar på Vesterbro. En aften under navnet GHETTOSNAK, der tog sit afsæt i de aktuelle gadebrande og problemerne med den stigende ghettodannelse i de større danske byer.
Arrangementet bød på hiphop leveret af de albumaktuelle og ”samfundsengagerede” rappere Marwan og AndyOp samt rapper i det hedengangne Hvid Sjokolade, Tommy Bredsted, der har boet på Nørrebro gennem de seneste 12 år. På programmet fik de tre kunstnere selskab af folketingspolitikerne Astrid Krag, SF, og Karsten Lauritzen fra Venstre, der begge som henholdsvis formand og næstformand sidder i Folketingets udvalg for udlændinge- integrationspolitik. Aftenens ordstyrer var journalist Kristian Danholm, der gennem aftenen inddrog et spørgelystent publikum i debatten.
Det første indslag på aftenen var med AndyOp, der leverede tre numre fra hans debutudgivelse Nærmest Perfekt fra januar i år. Efter sin optræden fortalte han om sin opvækst i Frydenlund i Århus. Et område der gennem hans barndom og ungdom udviklede sig fra at stille og roligt middelklassekvarter til at være et belastet og temmelig hårdt sted med vold, kriminalitet og nedlagte skoler, fritidshjem mm. AndyOp pegede på tre grundlæggende problemer, der skulle gøres noget ved, for at han kunne se en løsning på ghettoproblemerne. For det første skal der gøres noget ved beboersammensætningen, hvor indvandringen i følge AndyOp er overrepræsenteret og også præget af mange på overførselsindkomst og ofte med sociale og psykiske problemer. For det andet skal skolerne fungere godt igen. Skolerne har enorm stor betydning for lokalmiljøet, og for hvordan børn og unge fungere i samfundet. Endelig skal der gøres noget ved kriminaliteten, der i dag er alt, alt for høj og som skaber frygt, afmagt og stor ligegyldighed overfor både de fysiske rammer, mennesker og for omgivelserne i det hele taget.
Efter AndyOp gik rapperen Marwan på scenen. Marwan har Palæstinensisk baggrund og er fra Århus V men lagde vægt på, at han var fra Århus... bare Århus. Efter lidt tekniske startvanskeligheder spillede Marwan også et par numre fra sit aktuelle og meget roste album P.E.R.K.E.R. Marwan pointerede efter musikken, at han egentlig ikke syntes, at problemet var så stort igen – ”I forstørrer problemet” – og han opfordrede til mere dialog: ”Snak med os! Vi gør ikke noget”, sagde Marwan blandt andet.
Det sidste musikalske indslag kom fra det tidligere medlem af hophop-bandet Hvid Sjokolade Tommy Bredsted, der oprindeligt kommer fra Næstved men som i sit voksne liv har boet på Nørrebro gennem de seneste 12 år. Tommy Bredsted rapporterede om en langt mere presset stemning på Nørrebro end da han flyttede ind til bydelen. I det hele taget så han en udvikling, der bevægede sig i en rigtig uheldig retning med stigende isolation og lukkethed. En udvikling han dog også havde forståelse for – eller i hvert fald kunne sætte sig ind i – ikke mindst pga. mediernes efter hans opfattelse meget ensporede og gentagende negative billede af Nørrebro.
Efter de tre rappere/musikeres indslag var stemningen god, og da resten af aftenen blev gennemført som en mere traditionel paneldebat var både spørgelysten og i manges tilfælde indignationen høj.
I debatpanelet stod to af de yngre medlemmer fra Folketinget; formand for udlændinge- og integrationsudvalget, Karsten Lauritzen fra Venstre og næstformand for udlændinge- og integrationsudvalget og integrationsordfører for SF Astrid Krag. Begge politikere var veloplagte, og de fremlagde hver især deres holdninger og løsningsforslag til problemerne omkring ghettodannelse. Astrid Krag lagde vægt på, at SF skulle se virkeligheden i øjnene, og at det var på tide, at partiet slap berøringsangsten og den politiske korrekthed i forhold til integrationsproblemer og den store kriminalitet blandt 2G indvandrere. Samtidig kritiserede hun også regeringen for ikke at gøre nok ved problemet. Hun ønskede blandt andet en mere målrettet indsats på skoleområdet flere penge til forbedring af både undervisningen og skolernes fysiske tilstand.
På den anden side af panelbordet og den politiske akse fasthold Karsten Lauritzen fra Venstre, at der faktisk blev gjort meget, og at der aldrig var bevilliget så mange midler til at løse problemer med ghettodannelser som med i den siddende regerings tid. På mange måder levede de to politikere op til forventningerne og var selvfølgelig uenige om mange ting – både i forhold til problemernes kerne og omfang og til løsningsmodellerne. Men samtidig var de også enige om mange ting, og alt i alt gav de samlet et indtryk af, at det var vigtige samfundsproblemer, der skulle gøres noget ved. Under og efter de to politikeres indlæg blev der stillet masser af spørgsmål fra salen, hvor det især var Karsten Lauritzen, der stod for skud. Arrangementet var som bekendt på Vesterbro, og derfor var det ikke overraskende for hverken politikerne eller arrangørerne, at publikum overvejende repræsenterede oppositionen Karsten og hans regering.
GHETTOSNAK blev arrangeret af kultur- og undervisningsinstitutionen Rytmisk Center i København i samarbejde med musik- og kommunikationsvirksomheden Artiscope.
TILBAGE
--------------------
Debatmøde og foredrag m. Jacob Holdt HOLDT
26. marts 2008, Empire Bio
”I er værre racister end Ku Klux Klan”
Rytmisk Center i København havde onsdag d. 26. marts 2008 kapret Nørrebros populære biograf Empire Bio til en forestilling om skyggesiden af det USA, vi normalt oplever gennem Hollywoods lysende celluloid; bagsiden af friheden i ”The Land of Opportunities”. I samarbejde med produktionsskolen K.U.B.A. havde Rytmisk Center inviteret foredragsholder og Amerika-fotograf Jacob Holdt til at vise sit verdensberømte lysbilledshow om USA’s fattige og udstødte eksistenser, racisme og undertrykkelse - med efterfølgende debat. Det blev et bombardement af nethinder og hjertekamre, de ca. 200 fremmødte unge sent vil glemme…
USA er et zoom på tilstanden i Danmark
Kl. 9:00 lukkede døren til biografens mørke, og dagens ordstyrer – DR-journalist Kristian Danholm – kunne byde velkommen til arrangementet. Han kom med en klar opfordring til de unge tilhørere om at udnytte muligheden for at spørge og deltage i debatten – ”det er ikke hverdagskost at have en kapacitet som Jacob Holdt inden for rækkevidde!”
Og et øjeblik efter stod han der. I egen høje person foran det hvide biograflærred. Med sit karakteristiske lange flettede skæg, grå hår, brugte denimtøj – og et mildt udtryksfuldt ansigt, der vidner om mange indtryk, oplevelser og møder. Jacob lagde op til første del af sit lysbilledshow:
”Jeg vil vise jer, at I er værre racister end Ku Klux Klan,” indledte han stejlt, ”jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg er selv KKK-medlem og kender dem personligt”. Jacob understregede sin pointe med budskabet, at man ikke skal dømme en racist på, hvad han siger, men hvad han gør:
”Hvor mange af jer har nære venner fra indvandrermiljøet? Hvor mange af jer oplever ikke, at I og danskerne omkring jer flytter bolig og skole, når der er for mange fremmede, der nærmer sig jer og jeres livsførelse? Hvor mange af jer byder fordomsfrit en farvet indenfor og interesserer sig for hans historie? Tag ikke fejl – klanmedlemmerne har masser af sorte venner; masser af venner der er udstødte, som dem selv. Kutterne og korsafbrændingerne er ene og alene et råb om hjælp!”
Jacob betragter USA som et forstørrelsesglas, som viser os Danmarks tilstand; som fortæller os, hvor racediskussionen, tolerancen og næstekærligheden er på vej hen her i landet.
Og med de ord kunne Jacob tænde for lysbilledshowets første del, som starter med den amerikanske slavehandel tilbage i 1800-tallet.
Slaveri og børnearbejde har gode kår
Med sine på samme tid dragende og frastødende fotos tog Jacob Holdt tilhørerne på en rejse gennem sydstaternes farmermiljø i 70’erne, hvor Jacob oplevede at slaveriet lever i bedste velgående – selvom udvekslingen af penge og arbejdskraft har fået nye begreber siden 1800-tallet, er den belastede og ufrie relation mellem den hvide herremand og den sorte slave bevaret.
På sin rejse som vagabond gemmen sydstaterne kom Jacob indenfor i de gigantiske hvide mansions, som huser en materiel rigdom, der overgår de flestes fatteevne. Og få hundrede meter derfra boede han hos bomuldsarbejderne i de faldefærdige, rådne, rottebefængte, stinkende shacks, der ofte huser hele familier på få kvadratmeter.
For at overleve må også børnene arbejde – iflg. Jacob er USA derfor et af de lande i verden, der har den største udbredelse af børnearbejde!
Sammenfattende for Jacobs møde med folk på begge sider af den kridtstreg, der adskiller rig og fattig, undertrykker og undertrykt, og racist og minoritet, er, at had og racisme kommer af smerte. De værste undertrykkere og racister har selv oplevet svigt og mishandling som børn.
Fra det fattige syd til det rige nord
Første del af lysbilledshowet varede godt en time, og var en stor mundfuld for de fleste. Efter en pause på 20 min. kunne Jacob blænde op for anden del af sin fortælling, hvor scenen nu blev rykket fra de fattiges og håndfastes farmermiljø i sydstaterne til de riges og intellektuelles storbymiljø i nordstaterne.
Med Jacobs fotos af forarmede sorte i Harlems ghettoer, fulgte vi en række skæbner på deres vej op og ned i livet – ind og ud af misbrug, mishandling, fængsler og lighuse. Budskabet var uforandret. Og efter (endnu) halvanden time i USA's skyggeside, var det tid til, at det udmattede publikum kunne få afløb for spørgsmål, tanker og holdninger.
”Vi må have kærlighed til mennesker”
Ordstyrer Kristian Danholm lagde op til den afsluttende debat med en erkendelse af selv at være fyldt godt op med billeder, ord og andre indtryk. Han lod det være op til de unge tilhørere at sætte ord på holdningerne, tvivlen og følelserne i dialog – og konfrontation – med Jacob Holdt himself.
”Jeg føler mig provokeret af, at du sidestiller racisme med homofobi”, var en af de første reaktioner fra salen. Jacob forklarede sig med, at de to ting grundlæggende er det samme. Og spurgte retorisk ud i salen, om de virkelig mente, at to bøsser kunne gå arm i arm frit på gaden i Vejle…
Andre var dybt kritiske over for det relativt positive og forstående billede, Jacob tegner af Ku Klux Klan – især erindringen om lynchninger og korsafbrændinger var benzin for de unge tilhøreres skepsis. Jacob slog det hen som hørende 50’erne til og være rent show for kameraer og verdenspresse. Han havde selv oplevet at de hadefulde slagord forstummede, så snart hans videokamera løb tør for batteri.
flere tilhørere søgte svar: Er situationen håbløs? Hvad kan man selv gøre?... Jacobs gennemstrømmende mantra var, at vi må have kærlighed til alle mennesker; at vi må se et menneske i hver fjende og omfavne ham – ikke udstøde ham, om han så er racist, nazist, radikal islamist, eller et helt fjerde velkendt fjendebillede.
Slutteligt spurgte Kristian ud i salen, hvor mange der kunne tænke sig at tage på tur med Jacob Holdt i USA – knap en fjerdedel af tilhørerne markerede.
Kl. 14.30 kunne Kristian således runde af for en spændende dag i selskab med en engageret mand, som – trods han til tider snubler i fakta, argumenter og nuancer – taler en prisværdi sag for en række befolkningsgrupper, der knappest kan mønstre en stemme selv!
Med dette debatarrangement – det første af syv arrangementer i 2008 – fik Rytmisk Center sat billederog ord på den debat om racisme og undertrykkelse, der for arrangørens unge målgruppe ofte dvæler ved luftige begreber, verbal imødekommenhed, og fordomme og holdninger arvet af foregående generation. Rytmisk Center kunne således konstatere, at debatten fortsat havde luft under vingerne flere dage efter de unges møde med Jacob Holdt…
TILBAGE
|
|
|
