Tips til dig
Du behøver ikke have forstand på musik for at kunne hjælpe og støtte dit barn i musikalsk udfoldelse.
Når barnet begynder at gå til instrumentspil, sørg for at have et instrument i hjemmet som dit barn kan øve på.
I spilletimen får dit barn instruktion i, hvordan man spiller og behersker instrumentet. Det er derhjemme imellem spilletimerne, at barnet skal øve sig i at lære at beherske instrumentet og spille den musik, underviseren instruerer i.
Lyt til barnets musik med jævne mellemrum og vis interesse.
Ros dit barn; det er den vigtigste form for motivering. Ros uanset hvor lille et fremskridt barnet gør.
I de første par år er det vigtigt, at barnet bliver vant til at have sit instrument i hænderne og føle sig hjemme på det - vigtigere end at kunne spille et stykke perfekt.
Det er vigtigt, at motivationen bibeholdes ved at spille stykker, som lyder godt og som dit barn kan lide og behersker.
Vær opmærksom på, at der vil være op- og nedperioder i ethvert barns musikalske udvikling.
Find et godt øvested for barnet - et sted, hvor øvningen aldrig vil være til gene, og hvor øvningen kan finde sted, lige når det passer. Barnet må aldrig få en fornemmelse af, at øvningen er en belastning for andre.
Øvetips til dit barn
Spil helst hver dag.
Som nybegynder kan du måske nøjes med at øve 10 – 15 minutter om dagen.
Jo mere du øver - jo dygtigere bliver du.
10 minutter hver dag er bedre end 50 minutter aftenen før, du skal til spil.
Sørg for at øve dig når du kommer hjem fra spil, hvor du stadig kan huske, hvad du har lært.
Hav altid dit instrument stående fremme, så du lige kan spille, når du kommer forbi.
Når du øver, bør du også spille nogle af de gamle numre, som du er god til. Hold hele tiden gang i 3-4 numre. Gerne dem du holder mest af at spille.
Spil ikke kun det, du har “fået for”. Spil også noget du selv finder på eller til musik på cd eller radioen.
Læg mærke til, om du sidder eller står godt, når du spiller.
Når du øver et nyt stykke, så spil langsomt og læg mærke til, hvor du kikser. Når du kommer til et svært sted, så gentag lidt før det svære sted. Når du har lært det, så gå videre til det næste svære sted og gør det samme dér. Altså: Start ikke forfra hver gang du laver en ”bøf”, men find ud af præcis hvilke toner, der driller, og spil så dem langsomt flere gange. Hvis du spiller forkert flere gange i træk, kommer du til at øve dig i at spille forkert.
Kan du slet ikke få det til at virke, så spil noget der ikke er så svært eller hold en pause. Du kan altid blive hjulpet i din næste spilletime med det, der er svært.
Spil med jævne mellemrum for dine forældre, så de kan høre dine fremskridt.
Husk musik skal være sjovt! Bliver du irriteret eller sur på det, du spiller, så lav noget andet. Bliv ikke siddende med noget, der driller. Du skal nok få det til at fungere på et senere tidspunkt.
|