eQ Saturdays med Jaleh Negari

Når sampleren væver musik af feltoptagelser og billeder.

Jaleh Negari fortæller om processen bag sit seneste album fra 2021. Her indsamlede hun feltoptagelser, oversatte dem til blækmalerier og kultegninger hvorefter hun brugte dem som grafiske scores til nye elektroniske musikstykker. På den måde vævede hun elementerne sammen til stoflige og dragende lydlandskaber. Processen mundede ud i collagealbummet Weaver samt en audio/visuel værkserie til kunstudstillingen Fungal Network på O–Overgaden i 2022.

Processen
Musikken på Weaver er numre lavet med synthesizere og sampleren Octatrack. Sammen skaber de filmiske ambiente flader, polyrytmiske beats og melodiske mønstrer, der lever side om side med woodblock-figurer, feltoptagelses-bidder, klaverstykker og stemme-memoer.
Jaleh vil, udover at fortælle om sine kompositoriske metoder og værktøjer, komme ind på at bruge sampleren som instrument, at opbygge en samplebank og de polyrytmiske muligheder i arbejdet med sequenseren.

Om Jaleh Negari
Jaleh Negari er trommeslager, komponist og lydkunstner. Hun har været en central del af Københavns eksperimenterende musikmiljø i mere end et årti som medlem af bla. indierockbandet Pinkunoizu, hiphopkollektivet Sort Stue og noisebandet Selvhenter. Hun virker nu som soloartist og er en del af kuntprojektet Fungal Network samt den nye duo GESH.
Hun er medstifter af musikkollektivet og udgivelsesplatformen Eget Værelse og er uddannet i Komposition fra det Rytmiske Musikkonservatorium i København i 2018.

Eventet er gratis, men tilmelding er nødvendig. HER

Dagens program
12-14: Workshop (Bemærk: Kun for kvinder, transpersoner og ikke-binære)
14-16: Talk med nyt emne og gæstetaler hver gang (for alle køn)
16-18: Networking og fri snak med fri bar (for alle køn)

Lydstudierne åbner igen efter oplægget, hvis nogle vil arbejde videre efter workshoppen, holde lyttesessions eller andet.

STED:
Rytmisk Center
Vesterbrogade 107 E, 2. sal
1620 København V

Workshop
Tegn musikken At arbejde i en DAW giver rig mulighed for at bruge øjnene og ikke kun ørerne når vi skaber musik. Vi skal lade os inspirere visuelt og omsætte det, vi ser, til noget auditivt. Det kan være former, grafiske mønstre, farver, bevægelser, stemninger m.m. der kickstarter et nummer. I får nogle rammer og metoder I kan afprøve når I på ca. en time skal skabe musik. Til sidst hører vi hinandens resultater.
Da opgaven skal løses i små teams (eller solo), er der plads til både begyndere og øvede. Du skal selvfølgelig have en smule erfaring med et musikprogram, det er ligemeget hvilket. I skal selv have computer og musikprogram med samt hørebøffer og oplader. Workshoppen køres af dagens afvikler fra Beats By Girlz. Denne gang er det Katrine Villadsen.

Om eQ konceptet
Vi ønsker bidrage til at skabe et stærkere fællesskab og større vidensdeling i musikbranchen for kvinder, transpersoner og ikke-binære, samt udbrede kendskab til de mange spændende, dygtige og inspirerende kunstnere af disse køn, der findes i Danmark. eQ Saturdays fokuserer på musikproduktion, elektronisk musik og kreativ proces indenfor dette. Dette er stedet hvor folk indenfor musikproduktion af alle genrer kan blive inspireret og måske møde nye samarbejdspartnere. Vi ønsker også at skabe et trygt rum for kvinder og kønsminoriteter at arbejde sammen med om musik. Derfor starter dagen med en workshop for denne gruppe før der åbnes op for alle musikere og interesserede. eQ Saturdays foregår på Rytmisk Center en lørdag eftermiddag om måneden og er støttet af Tuborgfondet.


Hvem står bag?
eQ Fridays er et samarbejde mellem Beats By Girlz Denmark, Rytmisk Center og Autor og er støttet af Tuborgfondet.