Musik på Klub N
TilmeldMusikundervisning på Klub N – guitar, sang, begynderklaver eller begynderbas
Har dit barn lyst til at udforske musikkens verden, lære et instrument fra bunden eller udvikle sine musikalske evner? På dette hold kan dit barn vælge mellem guitar, sang, begynderklaver eller begynderbas og få undervisning, der tager udgangspunkt i barnets niveau og musikalske interesser.
Ved tilmelding skal I vælge mellem følgende muligheder:
Sang: Lær at bruge stemmen, arbejde med vejrtrækning, kropsholdning, tonehøjde og sangteknik. Vi arbejder med at udvikle stemmens styrke og rækkevidde, synge mere sikkert og finde sit eget personlige udtryk. Der er også mulighed for at udforske improvisation og lære at synge udfordrende sange med større overskud. Det er ikke nødvendigt selv at kunne spille et instrument, da vi kan bruge guitar, klaver eller backing tracks som akkompagnement.
Guitar: Lær de grundlæggende teknikker, eller byg videre på det, du allerede kan. Vi arbejder med akkorder, melodier, riffs, soloer og rytmespil, og der er mulighed for at dykke ned i musikteori. Man kan vælge mellem spansk guitar, western-guitar og elguitar, og undervisningen tilpasses niveauet og den musik, man gerne vil spille.
Begynderklaver: Lær at finde rundt på tangenterne og spille de første melodier, akkorder og rytmer. Vi arbejder med begge hænder, puls og samspillet mellem melodi og akkompagnement. Undervisningen tager udgangspunkt i enkle øvelser og sange, så man opbygger et solidt fundament – også selvom man aldrig har spillet før eller kan læse noder.
Begynderbas: Lær elbassen at kende fra bunden, og opdag dens vigtige rolle i musikken. Man lærer at finde tonerne, spille enkle basgange og arbejde med rytme, puls og samspillet mellem bas og trommer. Gennem overskuelige øvelser og sange opbygges en sikker grundteknik, og man bliver bedre til at holde tempoet, lytte og spille sammen med andre.
Fælles for alle mulighederne er, at vi arbejder med både teknik, musikalitet og personligt udtryk. Undervisningen tilpasses den enkeltes niveau og interesser, så alle får mulighed for at udvikle sig i eget tempo og opleve glæden ved at spille eller synge musik.
Som udgangspunkt får man 20 minutters soloundervisning om ugen.
Afhængigt af alder og niveau kan underviseren vælge at samle deltagere i små hold, hvor de spiller sammen, lærer af hinanden og får erfaring med sammenspil. Det giver mulighed for ekstra musikalsk inspiration og fællesskab, samtidig med at der er fokus på den enkeltes udvikling.
VIGTIG Information om undervisningstidspunkt: ca. en uge før holdstart modtager I besked om jeres barns konkrete undervisningstidspunkt. Undervisningen varer 20 minutter og placeres inden for det tidsinterval, der er angivet for holdet.
Husk at skrive i kommentarfeltet, hvilket instrument dit barn skal gå til (guitar, sang, begynderklaver eller begynderbas).
Tilmeldingsfrist to uger før første mødegang.