Sang - Fokus på din stemme
Tilmeld
Sangundervisning
Stemmen er et af vores mest umiddelbare kommunikationsmidler. Allerede før vi bliver født, begynder vi at genkende vores mors stemme, og gennem hele livet er stemmen tæt forbundet med vores krop, følelser og psyke. Den er derfor et helt særligt og personligt instrument.
I sangundervisningen udforsker vi, hvad stemmen kan, og hvordan den kan bruges på forskellige måder. Vi undersøger stemmens mange farver, teksturer og klange og arbejder med at udvikle en sund og bæredygtig stemmeteknik, så du kan bruge din stemme uden at overbelaste den.
Gennem improvisation og fortolkning af sange undersøger vi, hvordan stemmen og sproget kan bruges til at udtrykke os, formidle følelser og finde nye måder at kommunikere på. Undervisningen tager udgangspunkt i dine individuelle behov, interesser og ønsker, og der er plads til både fordybelse, nysgerrighed og leg.
Undervejs arbejder vi også med at blive selvstændig i brugen af det tekniske udstyr. Du lærer blandt andet at bruge en mikrofon og tilslutte den til et lydanlæg, så du bliver tryg ved at bruge din stemme både i øvelokalet og på scenen.
Det praktiske:
Undervisningen er som udgangspunkt individuel og varer 20 minutter pr. elev.
Underviseren kan samle flere elever til holdundervisning, når alder og niveau passer sammen.
Det er muligt for venne- og søskendepar at starte sammen og få 40 minutters fælles undervisning.