Vejen til værket - Søren Buhl Lassen
Vejen til Værket er en interviewserie, hvor HunBjørn aka Ulla Pihl sætter udvalgte kunstnere i stævne for at åbne døren til den kreative proces bag musikken – fra den første spæde idé til det færdige værk.
Mød Søren Buhl Lassen til en intim snak om musik, succes og inspiration
Søren Buhl Lassen er producer, sangskriver og musiker og er en af de mest markante kreative kræfter i dansk musik lige nu. Han står bag produktionen af albums og sange for nogle af landets største og mest toneangivende artister - heriblandt Guldimund, Brimheim, Søn og Katinka - og er kendt for sin evne til at forene kunstnerisk dybde med et stærkt, tidssvarende udtryk.
Som producer arbejder Søren tæt sammen med kunstnerne og er dybt involveret i hele den kreative proces - fra de første idéer til det færdige album. Hans tilgang er præget af musikalitet, nysgerrighed og en sjælden forståelse for, hvordan man fremkalder en kunstners unikke stemme og univers.
Samtidig er han selv aktiv udøvende musiker som medlem af det anmelderroste band Blaue Blume, hvor han bidrager som trommeslager, sangskriver og producer. Kombinationen af livet på scenen og arbejdet i studiet giver ham et særligt perspektiv på musik, samarbejde og kreativitet - noget han deler generøst ud af, når han taler om sit arbejde.
Vejen til Værket giver publikum et indblik i kunstnerens kreative processer. HunBjørn (Ulla Pihl) dykker ned i arbejdet bag musikken fra de første idéer til det færdige værk. Der er fokus på vidensdeling og inspiration samt de tanker og valg, der former den kunstneriske proces. Kunstneren inviteres til samtaler om deres musikalske virke, arbejdsmetoder og tematikker.
Tid og sted
Torsdag d. 29. januar 2026 kl. 17:00-18:30
Rytmisk Center, Café Luna
Vesterbrogade 107 opgang F
1620 København
Arrangementet er gratis, men tilmeld dig meget gerne via Facebook.
Vi glæder os til at se dig!