Mød Gunni Torp, der underviser i Balkanmusik - både sammenspil og kor.

Gunni Torp 600

“Mit første møde med musik var som lille, hvor mine forældre spillede harmonika og jeg stod med en fløjte, og følte jeg var med til at spille. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var ret vildt jeg kunne spille, når jeg nu ikke havde lært det.”

Gunni er vokset op med en legende tilgang til musikken, og blev inviteret ind i musikken fra barnsben. Der var dans og musik i hendes barndomshjem og plads til at fjolle og være sammen om musikken, uden at det skulle spilles på et højt niveau. Da Gunni skulle ‘beslutte sig for hvad hun ville være’, havde hun selv svært ved at forestille sig andet end at lave musik. Sidenhen har hun haft mange oplevelser med musikken og milepæle. Ved alle store oplevelser i livet hører der også et lydspor til. Også de svære situationer, kan være udgangspunktet for ny musik:

“Det er noget af det stærkeste at kunne skabe musik i svære situationer. At bruge de kriser der er i løbet af livet, til at finde inspiration og skabe musik. Det er en stor hjælp og en transformativ oplevelse, at der kan komme noget værdifuldt ud af det. Det gør, at krisen giver mening. At man giver den mening.”

Gunni oplever dog ikke altid, at samfundet forstår at værdsætte musikere, selvom det er værdifuldt på et dybere plan:

“Musikere er ikke ret højt lønnet, der er få der stikker frem. Musikken er meget vigtigere end vi går og tror. For fællesskaber og for vores samfund. Det kræver meget mod at stille sig op og spille og en kæmpe drivkraft at slå den første tone an som udøvende musiker og bryde hverdagens lydmur.”

Gunni har haft mange givende møder med mennesker gennem musikken. Både med dem hun har fået undervisning af og dem hun møder som underviser. Nogle af dem, har hun kendt i over 20 år. Det at rejse med musikken, kan også noget helt særligt:

“At møde hinanden igennem musikken er en stor ting. Man kan møde folk man faktisk ikke kan tale sprogligt med, men som jeg har kunne spille med. Det er et andet sprog vi taler sammen.”

Tilmeld dig Gunnis kurser og hold:

Sammenspil

Kor