Mød Mette Lethan, der underviser i sang, guitar og sangskrivning.

Mette Lethan 600

"Jeg kan blive helt rørt af den sårbarhed mine elever deler i lokalet. At de giver noget af sig selv, og at jeg giver noget af mig selv i lokalet. At vi har det sammen.”

Mette Lethan kommer nemt i flow, og forsvinder ind i musikken. Hun er musiker (sanger, guitarist) og sangskriver, og har undervist på Rytmisk Center siden 2009 i sang, guitar og sangskrivning.

Mette fortæller om hendes taknemmelighed for den følelse af fællesskab, der opstår gennem musikken. Hun beskriver de mange fede oplevelser, hun har fået sammen med andre, gennem musikken:

“Med musik kan man undersøge forskellige universer sammen med andre. Der er lyd, som man kun kan lave sammen med andre mennesker. Det synes jeg er så fantastisk, at få lov til at være en del af.“

Mette Lethan er vokset op med en stor begejstring for musik og har altid vidst, at musik skulle være en del af hendes liv. Musikken er en fællesnævner i næsten alt, hvad Mette beskæftiger sig med, og også det tekniske ved musikken, har haft interesse fra barnsben:

“Jeg kan huske langt tilbage til 3-4-årsalderen, både at jeg har været optaget af det tekniske af en plade der kører rundt, og at jeg hører et Joni Mitchell nummer.”

Senere tog faren Mette med i Hi-fi-butikker, hvor hun fik lov til at lytte til forskellige højtalere, og hun blev fascineret af, hvordan det hele så ud bag højttalerfronten. Interessen for det tekniske tog hun med, da hun selv begyndte at spille koncerter:

“Jeg kan også huske, at jeg med mit første band fra starten var meget opmærksom på, at jeg som sanger gerne ville have styr på at kunne lave min egen lyd og sætte vores PA-anlæg op og pille det ned. I virkeligheden også gerne de andres udstyr, hvis jeg kunne få lov til det.”

Hun beskriver, hvordan hun naturligt kommer i dyb koncentration, gennem hendes arbejde som musiker, sangskriver, og særligt når hun underviser. Hun forklarer hvordan en progression i nogle akkorder, kan opleves helt meditativt. Hvordan der også kan opstå følelsen af forbundethed, når hun står ved tavlen og underviser i musikteori:

”Jeg synes tit, jeg kommer i flow sammen med mine elever. Alt det vi undersøger i musikken, det vi dykker ned i sammen, om det er noget vi selv skaber eller når vi lytter til noget. Når vi tager et nummer og skiller det ad.”

Mette ser sin rolle som underviser som en facilitator for kursisterne. Hun ønsker at skabe et rum, hvor de kan komme i samspil og dele musikken sammen. Hun beskriver den påskønnelse hun har for sine kursister:

“Jeg er taknemlig for, at de og jeg kommer og bringer sig selv i spil. Og så kommer der, det her magiske ud af det, at der kommer noget lyd som er i samklang. Det er helt unikt og noget vi skal værne om.”

Tilmeld dig Mettes kurser:


Guitar & Sang

Sangskrivning